Aarhus-borgmester aldrig inviteret som Obama-inspiration

Pressefoto

Det blev slået stort op, da Aarhus-borgmesteren Jacob Bundsgaard i midten af februar drog til Washington. Men socialdemokraten var aldrig inviteret som andet end tilhører til en konference i Det Hvide Hus.

– USA´s præsident Barack Obama har inviteret Jacob Bundsgaard (S) til Det Hvide Hus, hvor Aarhus-borgmesteren skal fortælle om den såkaldte Aarhus-model med at tackle radikaliserede unge.

Sådan skrev Ekstra Bladet den 17. februar 2015 i forbindelse med, at borgmesteren rejste til USA. Tilsyneladende skulle Bundsgaard spille en fremtrædende rolle i en stort anlagt konference, hvor han skulle fortælle om hvordan man i den jyske hovedstad havde været i stand til at skabe dialog med islamister. Samme dag skrev også DR, at Bundsgaard skulle bidrage med sine erfaringer :

– Formålet med Jacob Bundsgaard deltagelse er netop at fortælle om det særlige forebyggelsesarbejde, som Aarhus Kommune laver mod unge, der er i risikozonen for at drage i krig i Syrien.

Journalista.dk kan nu afslører at det på trods af den gode PR aldrig var meningen, at Jacob Bundsgaard skulle spille en betydende rolle.

 

Kun inviteret som menig tilhører

Af invitationen, som Journalista.dk har fået adgang til via aktindsigt, fremgår tydeligt, at Jacob Bundsgaard blot var almindelig deltager i konferencen. Der tales derfor alene om, at han får adgang til en række møder.

I invitationen hedder det i oversat form bl.a. :

– Den 18. februar vil Det Hvide Hus samle repræsentanter fra både USA og udlandet, for at diskutere hvilke midler der kan tages i brug mod voldelig ekstremisme. Korte indlæg og mere omfattende interaktive paneler vil gennemgå succesfulde erfaringer med dette arbejde.

Samtidig slås det fast, at Jacob Bundsgaard heller ikke den efterfølgende dag ville blive tildelt taletid :

– Du er også inviteret til at deltage ved det ministerielle møde arrangeret af USA’s udenrigsministerium den 19. februar. Under dette møde vil ministre, ledende embedsmænd fra FN og andre internationale organisationer sammen med repræsentanter fra det civile samfund og den private sektor vurdere, hvordan man kan imødegå ekstremisme.

Således var der alene tale om, at den socialdemokratiske borgmester skulle deltage som tilhører i Det Hvide Hus. På trods af fremstillingen i de danske medier, var det på intet tidspunkt meningen at Jacob Bundsgaard skulle inspirere Barack Obama eller andre fremtrædende amerikanske politikere ved at fortælle om Aarhus-modellen.

————-

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da der er tale om en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingerne ikke medtaget bilaget.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk




Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*