Danmarks højest lønnede kommunale embedsmand : 2.199.554,11 kroner

0 Shares

Han tjener næsten det dobbelt af ministre, og omkring halvanden gang mere end statsministeren. Så høj er indtjeningen for København Kommunes økonomichef.

– Jeg kan ikke vente med at gå i kødet på mit drømmejob. Det går rigtig godt i København, men der er naturligvis udfordringer, der skal håndteres. Fx er det en stor opgave løbende at tilpasse Københavns økonomi til et stærkt stigende befolkningstal.

Sådan lød det fra Mikkel Hemmingsen i forbindelse med offentliggørelsen af, at han efteråret 2014 udskiftede et topjob i Region Syddanmark med et tilsvarende i Københavns Kommune. Det skete kun få år efter, at økonomen ellers var blevet forfremmet fra udviklings- til regionsdirektør i regionen med hovedsæde i Vejle.

Hvad Mikkel Hemmingsen dog ikke fortalte var, at der utvivlsomt også var økonomiske årsager til, hvorfor han udskiftede Østjylland med hovedstaden. Ifølge udleverede aktindsigter fra Københavns Kommune til Journalista.dk, sikrede han sig i forbindelse med jobskiftet en særdeles fornuftig løn. En udvikling der fortsætter i 2016, hvor han kommer væsentligt over de 2 millioner kroner.

 

1.839.861,24 kroner – plus pension

I 2016 lyder Mikkel Hemmingsens lønseddel fra Københavns Kommune på 1.839.861,24 kroner, hvortil kommer pensionsindbetalinger på 19.55%. I alt giver det en årsløn på 2.199.554,11 kroner, hvilket må forventes at gøre ham til Danmarks højest lønnede kommunale embedsmand i indeværende år.

Økonomidirektørens indtjening gør samtidig, at han bliver væsentligt højere lønnet end Stadsdirektøren i Aarhus, som i 2015 tjente 2.183.465,48 kroner. En aflønning der gjorde den administrative førstemand i Smilets By til den kommunale embedsmand, der dette år havde den største indtægt. Skarpt forfulgt af Statsdirektøren i Odense Kommune og kommunaldirektøren i Frederiksberg Kommune, som i 2015 tjente henholdsvis 2.169.517,82 kroner og 2.116.931,63 kroner.

Mikkel Hemmingsens position som Danmarks højest betalte kommunale embedsmand skal ses i forlængelse af, at Københavns Kommune har været nødt til at foretage en lang række besparelser.

Kort efter nytår 2015 gik kommunen i gang med at finde besparelser for op mod en milliard kroner på børne- og ungeområdet, hvilket fik det radikale medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Tommy Petersen, til overfor TV2 Lorry at omtale situationen som noget nær katastrofal :

– Det er et helt vanvittigt beløb, og det kommer på et rigtig skidt tidspunkt, hvor vi for mig set allerede har skåret ind til benet. Det kommer til at gøre virkelig ondt. Forældre og børn vil opleve, at der fremover ikke vil være den samme service som i dag

————

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk

0 Shares




Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*