DR-boss beholder bonuspointene selv – og får gratis oversøiske ferierejser med familien

Han flyver ubegrænset mellem Jylland og København på licensbetalernes regning. Alligevel er det ikke DR men Ulrik Haagerup selv, som får bonuspointene for nyhedsdirektørens mange flyvninger.

Med en årsløn i 2016 på 1.987.975,32 kroner er Ulrik Haagerup ikke kun blandt de statsansatte, som tjener langt mere end såvel statsministeren som menige regeringsmedlemmer. Som Journalista.dk tidligere har kunnet afsløre, har han også en pendlerordning uden sidestykke. Licensyderne tvinges således til at betale for, at han ubegrænset kan flyve frem og tilbage på arbejde. Skulle Ulrik Haagerup, der er bosat i Ry udenfor Skanderborg, finde det nødvendigt at overnatte i København i stedet for at flyve hjem, inkluderer hans pendlerordning også licensyderbetalte hotelværelser.

Men ordningen med at flyve frem og tilbage mellem Tirstrup Lufthavn på Djursland og Kastrup, er endnu bedre for Ulrik Haagerup end først antaget. Det viser aktindsigter, som Journalista.dk har opnået fra Danmarks Radio.

Den statslige medievirksomhed modtager nemlig ikke de bonuspoint, som Ulrik Haagerups optjener under rejserne med SAS – de tilfalder nemlig nyhedsdirektøren.

 

Praksis ændret tilbage i begyndelsen af 1990erne

En fremgangsmåde der må anses for iøjnefaldende, da man indenfor staten, regionerne og kommunerne normalt bruger de optjente bonuspoint på andre tjenesterejser. Derved kan embedsmænd ikke anvende opnåede bonuspoint privat, hvis de er optjent i forbindelse med arbejdsgiverbetalte rejser.

Ordningen med at bonuspointene tilfalder arbejdspladsen og ikke embedsmanden, daterer sig helt tilbage til begyndelsen af 1990erne. Det i forbindelse med et cirkulære som opfordrede offentlige myndigheder til at beholde bonuspointene selv, så fremtidige flyvninger kunne blive billigere for skatteyderne.

Ved at kunne beholde bonuspointene selv, sikrer Ulrik Haagerup sig reelt en skjult lønforhøjelse. Antages det eksempelvis at han pendler med SAS tre gange om ugen, giver det ham tilstrækkeligt med bonuspoint til, at han hvert år gratis kan rejse på mindst en længerevarende ferie inklusiv business-class flybilletter og hotel i eksempelvis New York.

Vel og mærke ikke kun for nyhedsdirektøren selv, men også for hans familiemedlemmer.

Samtidig sikrer bonuspoint i disse luftlag også en række andre fordele for Ulrik Haagerup, når han flyver inden- og udenfor landets grænser. Eksempelvis retten til hurtig boarding, ekstra bagage og adgang til lounges, ligesom nyhedsdirektøren også kan tildele andre eftertragtede bonuskort – på licensbetalernes regning.

Ulrik Haagerup er ikke vendt tilbage på Journalista.dk henvendelser.

——-

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk.




Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*