Fest på forsyningen : Kommunalt selskab med Tivoli-middage over beløbsgrænse

0 Shares

Et kommunalt forsyningsselskab, lyder måske ikke som det mest festlige sted at arbejde. Men hos Frederiksberg Forsyning går man ikke af vejen for en god fest, hvor specielt Tivoli er favoritten.

– Vi vedligeholder og udvikler ledningsnettet, rådgiver og varetager informationsopgaver samt løser tekniske opgaver for vores kunder. Desuden arbejder vi med klimatilpasning og leverer vindenergi. Og vi opsætter målere, godkender installationer og udsteder regninger.

På blandt andet denne måde beskriver Frederiksberg Forsyning sig selv på sin hjemmeside, hvor det samtidig slåes fast, at det kommunalt ejede aktieselskab står for levering af gas, vand, fjernkøling og fjernvarme til sine kunder. Forpligtelser som kræver en medarbejderstab på omkring 200, der ifølge selskabet alle er højt kvalificerede og klar til at klare alle opgaver.

Hvad der dog ikke fremgår af selskabets informationsmateriale er, at dets medarbejdere også gerne holder en god fest på skatteydernes regning. Det fremgår af aktindsigter, som Journalista.dk har opnået i de seneste års repræsentationsudgifter.

Herunder i de julefrokoster og andre repræsentative sammenkomster, som er blevet trukket over selskabets Mastercard.

 

Faste gæster i Grøften i Tivoli

Ifølge de fremsendte bilag er det specielt Tivoli, som har en stor tiltrækningskraft på Frederiksberg Forsyning, når repræsentationskontoen skal i brug. Det var eksempelvis tilfældet den 28. november 2013, da selskabets chefgruppe anført af den daværende administrerende direktør Vagn Bech, bænkede sig i Tivoli. I alt deltog 7 ledende medarbejdere fra Frederiksberg, hvilket kostede skatteyderne 8.8381 kroner. Derved endte den gennemsnitlige kuvertpris på 1.197,29 kroner, eller hvad der svarer til 200 kroner over den beløbsgrænse for repræsentative middage, som normalt udledes af Brixtofte-dommen.

Kærligheden til Tivoli kan også læses ud af den sommerfrokost, som det kommunale forsyningsselskab holdt den 25. juni 2014, hvilket stod skatteyderne i 3.587 kroner. Det skyldtes blandt andet indkøb af smørrebrød til 2.022 kroner, ligesom selskabet på 8 personer også satte 16 petit fours til livs.

En anden favorit har været Den Gule Cottage, der er beliggende på Strandvejen i Klampenborg. Restauranten blev i 2013 belønnet med en Michelin-stjerne, hvilket også indirekte kunne aflæses af prisen, som Frederiksberg Forsyning betalte for en sammenkomst den 20. december 2012. Den kostede skatteyderne 5.825 kroner, hvilket blandt andet skyldtes indkøb af forskellige former for alkohol.

——-

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk.

0 Shares




Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*