Fri bar for 114 deltagere : Kommunale forsyningsfolk brændte halv million af på todages konference

Billede : Pixabay

HOFOR er ikke kun et kommunalt selskab, som arbejder med spildevand. Det er også stedet, hvor skatteyderne betaler for store og dyre konferencer inklusiv iøjnefaldende underholdning.

– Vi vil skabe bæredygtige byer baseret på klima- og miljørigtige forsyningsløsninger. Alt det, vores virksomhed gør hver dag – ud i det alleryderste led – handler om at skabe bæredygtige byer

Sådan lyder en del af den salgstale, HOFOR giver af sig selv på sin hjemmeside. Her slår den kommunale virksomhed også fast, at den i høj grad baserer sin dagligdag på samarbejde med de kommuner, som udgør ejerkredsen.

Men det er dog et samarbejde, som langt fra er billigt for skatteyderne. Det fremgår af aktindsigter, som Journalista.dk har opnået i de udgifter, som HOFOR de seneste år eksempelvis har brugt på repræsentation.

Herunder i konference, som den 3. og 4. februar 2016 blev afholdt på Marienlyst Strand- og Badehotel. Et 4-stjernet luksushotel som ud over et casino, også tilbyder sine kunder en storslået udsigt over Kronborg Slot.

Oversigt over fakturaer i forbindelse med HOFORs konference på Hotel Marienlyst februar 2016

 

Tre timers fri bar for 114 deltagere – med ekstra cava og øl

Ifølge de fremsendte bilag til Journalista.dk var det ikke kun valget af Marienlyst, som gjorde endagskonferencen til en markant oplevelse for skatteyderne. Det skyldtes også, at de kommunale spildevandsfolk valgte at hyre dyr underholdning til aftenens sociale sammenkomst.

Det i skikkelse af teatergruppen Café Kølbert, som fik 34.700 kroner for at møde op i Helsingør. Skuespillerne blev bakket op af en tankelæser, som fik 10.000 kroner for ulejligheden. Desuden havde man for at sikre det faglige indhold engageret en foredragsholder, hvis honorar lød på 12.500 kroner.

Den helt store udgift på HOFORs budget var dog den beværtning, som spildevandsfolkene modtog på luksushotellet – hvilket løb op i 403.581 kroner.

Inkluderet i prisen var ikke kun traditionelle konferenceydelser som kaffe, the og frugt, men også tre timers fri bar bestående af øl, vin, campari og sodavand, hvilket i sig selv kostede 33.630 kroner. Den rakte dog tilsyneladende ikke, for HOFOR fandt det også nødvendigt at indkøbe 114 vinmenuer til sammenlagt 26.970 kroner, som kunne skylles ned med indkøbte cava-flasker og tyske øl.

Det gjorde at skatteydernes samlede regning for de to dage i Helsingør, i sidste ende løb op i lige omkring den halve million kroner.

Fakturaer for underholdning hos HOFOR-seminar




Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*