Fyrer 350 medarbejdere – og brænder kvart million af på Folkemødet

Del artiklen her:

Privatfly, dyre middage og store udgifter til overnatninger. Det var en del af forklaringen på, hvorfor ellers økonomisk trængte Region Nordjylland brugte flere hundrede tusinde kroner på at deltage i Folkemødet 2016.

– Besparelserne kommer til at ramme bredt på sundhedsområdet. Vi har delt besparelserne ud på de forskellige sygehuse undtagen Thy-Mors, som er i en særlig situation.

På blandt andet denne måde præsenterede Ulla Astman overfor Danmarks Radio de besparelser, som Region Nordjylland lagde op til i forbindelse med det budgetforlig, som blev indgået september 2015. Ifølge den socialdemokratiske regionsrådsformand ville det blandt andet betyde, at der skulle skæres omkring 350 stillinger væk i det nordjyske.

Men det har dog langt fra været alle dele af Region Nordjyllands forvaltning, som har været lige hårdt ramt af besparelser. Det fremgår af aktindsigter, som Journalista.dk blandt andet har opnået i de udgifter, som regionen afholdt under Folkemødet 2016.

Aktindsigter der viser, at årets politiske festival på Bornholm kostede de nordjyske skatteydere 220.667,5 kroner.

En udgift der blandt andet skyldes, at der blev sendt en stor delegation til solskinsøen.

 

Rejsearrangør for kommuner, virksomheder og organisationer

Bedømt på de fremsendte bilag, sendte nordjyderne 24 deltagere til Bornholm. For at få fragtet så stor en delegation til den lille ø i Østersøen, blev der chartret et privatfly, hvilket inklusiv moms løb op i 240.000 kroner. Nordjyderne var dog i stand til at afsætte en del af pladserne på flyet til først og fremmest Region Midtjylland og firmaet Dataproces ApS, hvorfor Region Nordjyllands udgifter til privatflyet, chartret hos Air Traffic Danmark, endte på 96.000 kroner.

Til gengæld var Region Nordjylland ene om at betale for, at deres regionsrådsmedlemmer og medrejsende embedsmænd kunne overnatte på Bornholm. Det skete med hjælp fra Team Bornholm A/S, hvilket i sig selv kostede 84.144 kroner.

Samtidig spillede det også ind på den samlede regning, at Region Nordjylland afholdt en række arrangementer, ligesom den også var en god kunde hos flere af Bornholms bedste spisesteder. Derfor hyrede man for 12.500 kroner eksempelvis firmaet Whitecloud til at stå for et debatarrangement, ligesom politikere og embedsmænd for 10.513 kroner satte sig til bords på Restaurant Det Gamle Posthus.

——-

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk.

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*