Lukningstruet flyselskabs årsomsætning : 4.000 kroner

Del artiklen her:

Ambitionerne var store hos Sky Greenland, som varslede indkøb af fly i milliardklassen og opbygning af et stort rutenet. Bag de store ord lå en omsætning, som reelt var ikke-eksisterende.

– Nothing to see here move on!

Så kort lyder beskeden på hjemmesiden for Greenland Express, der var forløberen for Sky Greenland. Selskaber ledet af den dansk-grønlandske forretningsmand Gert Brask, som med base i Aalborg Lufthavn blandt andet har forsøgt at etablere ugentlige flyrejser mellem Danmark, Island og Grønland. En forbindelse som kun i kortvarigt var i drift i sommeren 2014, hvor aflysninger og udsættelser dog var mere reglen end undtagelsen.

Efter en tvangsopløsning af Greenland Express Air ApS, selskabet bag den krakkede flyrute, forsøgte Gert Brask sig med Sky Greenland, hvis juridiske konstruktion bar det på mange måder enslydende navn Greenland Express ApS. Det skiftede ifølge BiQ den 6. januar 2016 navn til Sky Greenland ApS, selv om der var tale om videreførsel af selskabet, der også tidligere gik under navnet Canada House Group ApS – og hvis hovedformål er udvikling, opførsel og investering i fast ejendom.

Derfor omtales selskabet også i sit senest offentliggjorte regnskab som Greenland Express ApS, selv om det aktuelt bærer navnet Sky Greenland ApS.

 

Store planer efter overtagelse af nødlidende hollandsk selskab

Som en del af opstarten af Sky Greenland, opkøbte Gert Brasks selskab i januar 2016 Denim Air. En hollandsk virksomhed iværksætteren overfor Check-in.dk beskrev som nødlidende :

– Vi reddede selskabet på målstregen og har allerede indgået aftale med de tre største kreditorer. Vi går nu i gang med at rydde op i selskabet, og jeg vil indtil videre varetage den daglige ledelse, så det bliver muligt at få kontrol over, at der ikke bliver brugt unødvendigt mange penge.

Overtagelsen af Denim Air kom få måneder efter, at den russiske flyproducent Sukhoi kunne offentliggøre en stor forestående aftale med Greenland Express. Ifølge russerne var der tale om en milliardhandel, som ville inkludere fem fly til levering i perioden mellem 2016 og 2018. Det via et andet Gert Brask selskab Greenland Express Holding ApS, der blev drevet fra en postbox i den grønlandske bygd Kangerlussuaq. Selskabet er ifølge BiQ aktuelt under konkursbehandling, selv om det kun har eksisteret siden 2013 – og aldrig har offentliggjort et regnskab.

Det markante indkøb var en del af udtalte ambitioner om, at Sky Greenland ville opbygge et stort rutenet, som også skulle inkludere indenrigsflyvninger i Grønland.

 

Millioninvestering via selskab uden aktiviteter

Offentliggørelse af regnskaber, har der til gengæld været hos Greenland Express ApS (/Sky Greenland ApS). Det skete senest den 30. november 2015, hvilket dækkede perioden 1. juli 2014 til 30. juni 2015. Derved dækker det også sommeren 2015, hvor Gert Brask uden held forsøgte at genopstarte flyvningerne mellem Danmark og Grønland. Det via Greenland Express ApS, som under det nye navn Sky Greenland ApS, samtidig blev brugt til at erhverve Denim Air.

Men ifølge det senest offentliggjorte regnskab, var det ualmindeligt begrænset, hvor mange aktiviteter der rent faktisk var i selskabet. I alt havde det en omsætning på 4.000 kroner, som vel og mærke alene var udgifter. Årets resultat var derved et underskud på 4.000 kroner, hvilket også var tilfældet i det forudgående regnskabsår. Resultatet var dog forventet for ledelsen, som i forbindelse med regnskabsaflæggelsen også oplyste, at der ikke efter regnskabsårets afslutning var indtruffet begivenheder, som ville påvirke selskabets finansielle situation væsentligt.

Med en så lav omsætning er det måske ikke overraskende, at Gert Brask nu har trukket sig fra driften af Denim Air, hvis fremtid synes særdeles uvis efter et leasingselskab har taget arrest i et af selskabets fly, ligesom driftstilladelsen er blevet inddraget af de hollandske luftfartsmyndigheder. Det udtalte Gert Brask den 29. november til Check-in, hvor han samtidig oplyste, at skylden ikke lå hos ham :

– Sky Greenland har solgt sin del, så jeg har intet med Denim Air at gøre mere fra denne uge. Jeg smed accountable manager og en anden ud og bad ILT (de hollandske luftfartsmyndigheder, red.) om at sætte licensen på hold.

Gert Brask er ikke vendt tilbage på Journalista.dk’s henvendelser.

——-

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk.

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*