Lykketofts fede FN-formandsskab : 151.396,22 kroner brugt på ulandskonference

0 Shares

Han stod forrest, da Lars Løkke blev beskyldt for overforbrug under udenlandsrejser. Men som FN-formand har Mogens Lykketoft bestemt ikke selv holdt sig tilbage, når turen er gået til eksotiske destinationer.

– Det er ærefuldt og en spændende udfordring, når man har interesseret sig for internationale forhold i mange år.

Sådan lød det fra Mogens Lykketoft overfor DR i november 2014, da det blev offentliggjort, at socialdemokraten i et år skulle stå i spidsen for FNs generalforsamling. Et post det danske diplomati længe havde arbejdet på højtryk, for at sikre socialdemokraten.

Hvad der dog ikke fremgik af udtalelserne fra politikeren var, hvad det ville komme til at koste skatteyderne, at han for en periode forlod Folketinget til fordel for FN. Det fremgår i stedet af aktindsigter, som Journalista.dk har opnået hos først og fremmest Udenrigsministeriet.

Fremsendte dokumenter der eksempelvis fastslår, at skatteyderne skulle have den store pung fremme, da socialdemokraten i midten af juli 2015 tog til ulandskonference i Etiopien. Med på rejsen var en embedsmand fra Udenrigsministeriet, som assisterede den tidligere udenrigsminister.

 

Første klasse på flyet og landjorden

Den samlede regning for besøget i det fattige afrikanske land, løb ifølge dokumenterne fra Udenrigsministeriet op i 151.396,22 kroner.

Størstedelen af regningen stammede fra de flybilletter, som Mogens Lykketoft og den medrejsende embedsmand gjorde brug af. For hver returbillet mellem New York-Wien-Addis Ababa betalte skatteyderne 52.542 kroner, således at flybilletterne i alt løb op i 105.084 kroner.

Det var dog ikke kun i luften, at der blev kræset om socialdemokraten og hans rejsefælle. Overnatningerne skete på Sheraton i Addis Ababa, der beskriver sig selv som et af Afrikas mest luxuriøse hoteller. En status der også kunne aflæses på prisen, som for de to danskere stod i 41.039,26 kroner.

Oven i kom en række mindre ekstraudgifter der medførte, at prisen for hver af de to rejsende endte på 75.698,11 kroner – eller 12.616,35 kroner for hver af de 6 dage besøget i Afrika varede.

——-

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk.

0 Shares




Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*