Millionærer på udviklingsbistand : Danida-ansatte tjener langt mere end statsministeren

Danida er sat i verden for at hjælpe til i verdens fattige brændpunkter. Men for ledende medarbejdere, er det også en særdeles givtig forretning, som bringer dem op på lønninger over 1.500.000 kroner om året.

– Dansk udviklingspolitik skal bekæmpe fattigdom med menneskerettigheder og økonomisk vækst. Danida har ansvar for at planlægge, gennemføre og kvalitetssikre udviklingssamarbejdet.

På blandt andet denne måde præsentere Danida sig selv på sin hjemmeside, hvor det også oplyses, at en stor del af arbejdet udføres med hjælp fra de danske ambassader. På den måde kan der siges at være en direkte linje mellem den danske udenrigspolitik, og måden hvorpå indbyggerne i nogle af verdens fattigste lande forsøges hjulpet.

Men der er en afgørende forskel mellem Danidas medarbejdere og dem, som de er ansat til at hjælpe. Det viser aktindsigter, som Journalista.dk har opnået hos Udenrigsministeriet, som Danida hører under.

Aktindsigter der fastslår, at der er lønninger væsentligt over millionen, til Danidas højest placerede embedsmænd.

 

Langt bedre lønnede end de politiske chefer

Ifølge de fremsendte bilag fra Udenrigsministeriet, tjente begge Danidas to højst lønnede langt over millionen i 2015. Den højest lønnede sikrede sig 1.524.460 kroner, mens kollegaen kunne sætte 1.228.673,54 kroner ind på kontoen.

Beløbene udgør nettoaflønningen inden der betales indkomstskat, hvilket også vil sige inklusiv arbejdsgiverens indbetaling af pensionsbidrag. På samme måde som beløbet også omfatter de eventuelle engangsvederlag, som medarbejderen sikrede sig i skatteåret 2015.

Med aflønning i denne størrelsesorden, lå Danidas førstemand således over statsministeren. I 2015 fik regeringschefen en løn på 1.464.148 kroner, mens de menige ministre måtte tage til takke med 1.171.148 kroner.

Udenrigsministeriet er kendetegnet ved, at det har flere ministre. Ud over udenrigsministeren også udviklingsministeren, der således i 2015 tjente mindre end de to øverst placerede embedsmænd i deres eget ministerium.

——-

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk.




Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*