Skærer ned på de gamle – og brænder formuer af på fototerapi og mindfulness-kurser

1 Shares

Guldborgsund Kommune er præget af nedskæringer og sociale problemer. Alligevel har den ifølge eget udsagn trængte kommune brugt store beløb, så medarbejderne har kunnet få personlig udvikling af den mere alternative slags.

– Udfordringen i Guldborgsund Kommune er, at den har haft en svær økonomi. Det har både været på skoleområdet, børneområdet og ældreområdet. Og her har vi set på, hvordan vi får økonomien til at hænge sammen med åbne øjne.

Sådan lød det fra René Christensen, byrådsmedlem i Guldborgsund Kommune og samtidig medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, da han overfor Ritzau fortalte om de nedskæringer, som i 2015 og 2016 stod til at ramme kommunen med hovedsæde i Nykøbing Falster. Et af de områder som ville blive hårdt ramt var ældreplejen, da kommunens økonomi ifølge Dferen gjorde det nødvendigt også at skære her.

Men det er dog langt fra alle områder hos Guldborgsund Kommune, hvor sparekniven for alvor har slået igennem. Det fremgår af aktindsigter, som Journalista.dk har opnået hos kommunen. Herunder i de udgifter, som er blevet afholdt til, hvad der fremstår som personlig udvikling for embedsmændene.

 

Boost af selvfølelsen hos kommunale medarbejdere

Bilagene fremsendt til Journalista.dk viser, at det blandt andet inkluderede besøg af en fotograf, der afholdte kurser i såkaldt fototerapi. Et kursus som fotografen blandt andet sælger på denne måde :

– Dette kursus er til dig, som gerne vil løftes i humør og selvfølelse. Til dig som er kørt lidt træt og har brug for at få fat i alle de ressourcer, som du måske har glemt, at du rummer. Lær at skrue mere op for dig selv og bliv din egen bedste ven. Lær at tage hensyn til dig selv. Lær at tilgive dig selv. Og oplev at se dig selv i et nyt og skinnende lys.

Udgiften for skatteyderne var dog anderledes konkret, da den løb op i 25.000 kroner.

Det var dog intet i forhold til, hvad det samme år kostede at sende 9 kommunale embedsmænd på kursus i mindfulness, der typisk defineres som ”den neutrale og nærværende måde at forholde sig til de fænomener, din krop, følelser og omgivelser møder”.

Under kurserne i 2015 mødte embedsmændene fra Guldborgsund Kommune en række forskellige instruktører, hvilket var med til at gøre at prisen løb op i 68.500 kroner. Året efter var mindfulness-folkene forbi igen, hvorefter de kunne sende nye regninger til Guldborgsund Kommune for 29.995 kroner.

 

Kommune : Helt unikke kurser uden mulighed for pristjek

Med så dyre kurser skulle man umiddelbart tro, at man fra Guldborgsund Kommunes side enten havde sat dem i udbud eller som minimum foretaget det, som typisk omtales som indhentelse af alternative tilbud. Det vil sige hvor man fra kommunens side efterprøver, hvad andre skal have for at levere lignende ydelser.

Overfor Journalista.dk oplyser kommunen i en email dog, at det ikke skete i forbindelse med kurserne i mindfulness og fototerapi :

– Det er vurderet at de omtalte eksterne uddannelsestilbud var af så specifik karakter, at det ikke var muligt at indhente andre relevante tilbud.

Det på trods af, at en hurtig Google-søgning ellers ville have fastslået, at der findes en række andre udbydere af samme eller lignende typer kurser også på Lolland Falster.

——-

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk.

1 Shares




Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*