Spareborgmester med hang til dyre hoteller og eksklusive vine

Vin til 995 kroner flasken, god champagne, dyre middage og ophold på eksklusive hoteller. Sådan er en del af arbejdsbeskrivelsen for den kommunale Thyborøn Havn, hvis næstformand i sin egenskab af borgmester, ellers kræver stram økonomisk styring.

– Økonomi-afdelingen arbejder fortsat på at få klarlagt de sidste beregninger, så jeg har ikke det endelige beløb endnu.

Sådan lød det fra Lemvigs borgmester Erik Flyvholm, da han overfor Lemvig Folkeblad skulle forklare, hvordan Venstre-manden ville finde frem til en række besparelser i den vestjyske kommune.

Samme behov for at vende hver en krone gælder dog ikke, når borgmesteren er en del af bestyrelsen for den kommunale Thyborøn Havn. Journalista.dk har opnået en række aktindsigter i bestyrelsens forbrug der viser, at havnefolkene gerne tager på velkendte og dyre kursussteder langt hjemmefra – og heller ikke går ad vejen for en god middag på fremtrædende restauranter.

Sådan var det eksempelvis i slutningen af september i år, hvor en delegation fra Thyborøn Havn tjekkede ind på Ruths Hotel, der må anses for et ikonisk Skagen-hotel.

 

Dyrt ophold på klassisk hotel

Opholdet på Ruths Hotel, løb samlet op i 64.772 kroner. Et beløb der blandt dækkede over indkøbet af dyre vinmenuer, hvilket i sig selv kostede 725 kroner per person – eller sammenlagt 7.975 kroner. Hertil kom indkøbet af 11 gourmet-menuer, som stod i 530 kroner per styk. I alt kostede denne del af bespisningen af Thyborøn Havn 13.805 kroner svarende til, at hver kuvert løb op i 1.255 kroner.

Det var dog ikke første gang, at kommunale havnefolk fra Thyborøn satte sig til bords på Hotel Ruth. Det skete også i 2011, hvor der blandt andet blev drukket dyr vin.

Blandt udgifterne under opholdet på Ruths Hotel, var regninger på 995 kroner for en flaske Magnum domain og to flasker Gevrey-Chambertin, der hver kostede 745 kroner stykket.

Indkøb der var blandt årsagerne til, at den samlede regning løb op i 37.375 kroner.

 

Gode kunder hos en række markante restauranter

Det store checkhæfte er også blevet fundet frem andre steder end på Ruths Hotel, når de kommunale havnefolk fra Thyborøn er rejst udenbys. Det skete eksempelvis i september 2013, hvor de indlogerede sig på et andet markant hotel – Molskroen i Ebeltoft.

Den samlede regning for besøget på Molskroen løb op i 46.376 kroner, hvilket ikke kun dækkede over overnatning og bespisning på den berømte kro. Ifølge et af de udleverede bilag blev der eksempelvis indkøbt champagne til 130 kroner glasset, ligesom den kommunale delegation også købte 10 luksusøl til 125 kroner stykket.

Behovet for god mad og vin er også udtalt, når Thyborøn Havns bestyrelse besøger mere traditionelle restauranter. Som da de i november 2014 satte sig til bords på Restaurant Pasfall, som bød på en 5 retters menu.

Ifølge de udleverede bilag, deltog 11 kommunale havnefolk i middagen på den fremtrædende fynske restaurant. Med en samlet pris på lidt over 13.000 kroner betyder det, at kuvertprisen lå på cirka 1.200 kroner.

Endnu en havneudgift der langt fra må anses for underlagt samme strenge økonomiske styring, som Venstremanden Erik Flyvholm ellers kræver, når han forhandler budget hjemme i Lemvig.

————

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk




Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*