Springende champagnepropper og dyre middage : Festlige forberedelser til kommunal superhal

Del artiklen her:

Når Royal Arena åbner til februar, er det langt fra første gang champagnepropperne springer. Det er også sket, når medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer har trukket på repræsentationskontoen.

– Vi er helt utroligt stolte og glade for, at det er lykkedes at få verdens største metalband til at teste stålet i den nye Royal Arena med et brag af et par åbningskoncerter.

Sådan lød det ifølge Metroxpress, da Royal Arena kunne offentliggøre, at Metallica i begyndelsen af februar åbner Københavns nye store hal. Det med to koncerter i hallen, som sammenlagt har kostet omkring 700 millioner kroner, hvoraf halvdelen er blevet finansieret af Københavns Kommune.

Men det er dog ikke kun mursten og håndværkerlønninger, som skattekronerne er gået til. Det viser aktindsigter, som Journalista.dk har opnået i det forbrug, der har været i forbindelse med etableringen af det indendørs stadion, der får plads til op til 16.000 tilskuere.

Herunder også i de restaurationsregninger, som er blevet afholdt over Royal Arenas repræsentationskonto.

 

Østers – og en flaske champagne per mand

Det var eksempelvis tilfældet den 12. juni 2013, hvor der blev dækket op på Restaurant Ravage i det indre København den 12. juni 2013. Ifølge de fremsendte bilag, var der deltagelse af to personer med tilknytning til Royal Arena. Middagen på den fransk-inspirerede restaurant stod blandt andet på østers, hvilket blev skyllet ned med to flasker champagne til 795 kroner stykket.

I alt løb udgifterne til besøget op i 2.600 kroner, eller hvad der svarer til 1.300 kroner per deltager.

Besøget på Ravage var kun opvarmning i forhold til, at Royal Arenas repræsentationskonto også dagen efter kom i brug. Det skete på den ligeledes franske-inspirerede Restaurant Jean Claude, der ifølge sin hjemmeside får gæsternes ”munde til at løbe i vand”. Det var dog ikke vand, der denne aften blev drukket på den delvist kommunalt finansierede hals regning. I stedet indtog de 14 gæster blandt andet 3 flasker Chat-Du-Pape, der hver kostede 545 kroner stykket. Eller hvad der svarer til næsten det dobbelt af de 5 andre flasker vin, som også blev drukket på Restaurant Jean Claude.

Efter besøget på Jean Claude, hvilket kostede lige under 9.000 kroner, fortsatte selskabet til Parken. Her stod programmet på en koncert, hvilket blandt andet blev skyllet ned med såkaldte koncertmenuer, bestående af 5 fadøl.

——-

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk.

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*