Startede Rio-tur med morgenmad til 2.000 kroner

Del artiklen her:

Der blev ikke sparet på noget, da Helle Thorning-Schmidt i 2012 drog til miljøtopmøde i Rio. Eksempelvis startede turen med en dyr morgenmad i Kastrup Lufthavns Kongeværelse.

– Kongeværelset er stedet, hvorfra VIPs rejser. Det består af en foyer med indcheckningsskranke, selve kongeværelset, dronningeværelset, to yderligere VIP-rum samt køkken og chaufføropholdsrum.

Sådan lyder en del af Kastrup Lufthavns egen beskrivelse af Kongeværelset, hvor mange rejser starter for ikke kun kongefamilien men også toppolitikere. Derfor er det også et naturligt udgangspunkt for den siddende statsminister Helle Thorning-Schmidt, når hun flyver fra Kastrup Lufthavn.

Det var derfor også tilfældet, da hun sommeren 2012 fløj til miljøtopmøde i Rio. Her mødtes socialdemokraten i Kongeværelset bl.a. med de embedsmænd, der skulle med på rejsen til den legendariske sydamerikanske storby.

 

Dyr morgenmad inden afrejse

Via aktindsigt er Journalista.dk kommet i besiddelse af udgiftsbilagene fra Helle Thorning-Schmidts rejse til Rio – og derfor også prisen for morgenmaden i Kongeværelset.

Ifølge de udleverede bilag kostede det skatteyderne 1.932,50 kr., at statsministeren med følge fik stillet sulten inden den lange flytur. Det fremgår ikke umiddelbart hvem deltagerne ved morgenmaden var, kun at der eksempelvis var stillet 8 frugtfade frem – samt at prisen per rundtstykke med pålæg var 22 kr.

Måltidet og opholdet i Kongeværelset inkluderede samtidig to timers bistand fra en af lufthavnens medarbejdere, så Helle Thorning-Schmidt sammen med resten af sin delegation kunne blive serviceret mens de ventede på flyet.

————-

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da der er tale om en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingerne ikke medtaget bilaget.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk.

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*