Statsadvokaten underkender Nordjyllands Politi : Borgmester og advokater efterforskes for dokumentfalsk og injurier

387 Shares

Nordjyllands Politi er af Statsadvokaten blevet tvunget til at genoptage efterforskningen mod først og fremmest Hjørrings borgmester Arne Boelt og advokaterne Anker Laden-Andersen og Birgitte Pedersen.

Afvises en politianmeldelse er der mulighed for, at afslaget kan påklages til Statsadvokaten. Herfra fastslås det, om der synes at være belæg for, at den lokale politimyndighed igen skal vurdere, hvorvidt der er tilstrækkeligt med beviser for eksempelvis rejsning af tiltale for potentielle overtrædelser af Straffeloven. Det hører dog til sjældenhederne, at Statsadvokaten går ind og beder politikredsene om at revurdere en sag, da klageinstansen er tilbageholdende med denne delvise form for underkendelse af de lokale politimyndigheders vurderinger.

Men det er netop hvad der er sket i forhold til en spektakulær sag hos Nordjyllands Politi, som Statsadvokaten kræver efterforsket igen. Den omhandler en politianmeldelse indgivet af den københavnske advokat Trine Ødemotland mod borgmester Arne Boelt, advokaterne Birgitte Pedersen og Anker Laden-Andersen samt en jurist fra Hjørring Kommune for både dokumentfalsk og æreskrænkelser.

Læs også : Socialdemokratisk borgmester førte an i løjerne : Hjørring brugte 300.000 kroner på USA-rejse

Underretningen om kravet om genoptagelse af sagen fremgår blandt andet af et brev, som Trine Ødemotlands selskab, Jusner Advokatfirma, har modtaget den 8. november i år. Her i skriver Statsadvokaten i Viborg :

– De (Jusner Advokatfirma, red.) har klaget over en afgørelse, der er truffet af Nordjyllands Politi den 6. september 2017 om ikke at indlede en efterforskning i en sag, hvor advokat Trine Ødemotland den 20. juni 2017 anmeldte jurist ved Hjørring Kommune, borgmester Arne Boelt, advokat Anker Laden-Andersen og advokat Birgitte Pedersen for at have begået dokumentfalsk og ærekrænkende udtalelser. Jeg har i dag besluttet, at politiet skal indlede en efterforskning i sagen.

Brev af den 8. november 2017 fra Statsadvokaten i Viborg til Jusner Advokatfirma

 

Advokat : Glædeligt der indledes efterforskning

Overfor Journalista.dk oplyser advokat Trine Ødemotland, at hun ser frem til en fornyet undersøgelse af forholdene :

– Min oplevelse med Nordjyllands Politi har været, at de ikke har taget min anmeldelse alvorligt. Derfor glæder det mig, at Statsadvokaten nu har krævet, at Nordjyllands Politi skal genoptage efterforskningen mod blandt andet borgmesteren og advokaten.

Læs også : Borgmester førte an under våd middag : Spiste og drak for 18.000 kroner på sea food-restaurant

Omkring selve forløbet forud for politianmeldelsen mod blandt andet Hjørring Kommunes borgmester Arne Boelt, forklarer Trine Ødemotland :

– En del af baggrunden for sagen er et møde, som jeg tidligere på året holdt med blandt andet Arne Boelt på vegne af en klient. Her mødte jeg en meget aggressiv borgmester, som både råbte af og talte ned til mig. Efterfølgende oplevede jeg, at andre skaffede sig adgang til min private Facebook-konto for herfra at udarbejde dokumentation, som kunne bruges i Advokatnævnet og en efterfølgende retssag. Forhold der var med til at gøre, at jeg indgav en politianmeldelse for først og fremmest dokumentfalsk.

 

Politianmeldelse ukendt for borgmester og advokater

Hvordan man fra Nordjyllands Politis side vil gribe efterforskningen af Arne Boelt, Birgitte Pedersen, Anker Laden-Andersen og juristen fra Hjørring Kommune an, er foreløbigt et åbent spørgsmål. Det oplyser fungerende specialanklager Mette Vestergaard i en email til Journalista.dk :

– Jeg kan bekræfte, at Statsadvokaten i Viborg har truffet beslutning om, at efterforskningen genoptages i nedennævnte sag. Dette er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der vil ske sigtelser af en eller flere personer i sagen. På sagens nuværende stadie er der ikke grundlag for sigtelser i sagen. Jeg kan således alene bekræfte, at sagen efterforskes.

Læs også : Hjørrings borgmester fyrede den af på ikonisk restaurant i Boston : Gav 12.000 kroner i drikkepenge – efter middag i privat værelse

At efterforskningen stadig synes at være på et indledende niveau, kan også ses ud fra de tilbagemeldinger, som Journalista.dk har fået fra de implicerede. Således meddeleler advokat Birgitte Pedersen på vegne af hende selv og advokat Anker Laden-Andersen, der begge er en del af Advokatfirmaet HjulmandKaptain, at hun ikke er bekendt med, at der skulle være en sag under efterforskning ved Nordjyllands Politi mod hende for dokumentfalsk og æreskrænkelser.

Læs også : Frådsende politikere som genopstiller #2 : Arne Boelt – advokaternes bedste ven i ind- og udland

På samme måde oplyser borgmester Arne Boelt, at han heller ikke kan udtale sig om en sag, han ikke har kendskab til.

Hjørring Kommunes kommunikationsafdeling er ikke vendt tilbage på Journalista.dk’s henvendelser.

Email fra Nordjyllands Politi omkring undersøgelsen af Arne Boelt, Birgitte Pedersen, Anker Laden-Andersen mv.

387 Shares




Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*