TV-stjerne fik 150.000 for udvikling af aldrig gennemført topmøde – på selve toppen af Storebæltsbroen

Del artiklen her:

Bornholm har Folkemødet, Mors har Kulturmødet, mens Slagelse skulle have haft Topmødet. Det var så meget på tegnebrættet, at Søren Kaster blev hyret til konceptudvikling – og invitationerne udsendt.– Kommunen er udfordret af børn, der ikke kan være i folkeskolen, unge, der ikke får kompetencer til at kunne tage en uddannelse, og for mange ledige, der står uden for arbejdsmarkedet. Det udfordrer os, for indtægter og udgifter skal være i balance.

På blandt andet denne måde forklarede Slagelse Kommunes borgmester, Stén Knuth, overfor Berlingske, hvorfor det var nødvendigt, at den vestsjællandske kommune skulle finde besparelser for op mod 140 millioner på 2016-budgettet. Venstre-manden slog samtidig fast, at en del af besparelserne skulle findes blandt brugen af konsulenter.

Det er dog ikke alle dele af konsulentbranchen, som har været lige hårdt ramt af Slagelse Kommunes besparelser. Det fremgår af aktindsigter, som Journalista.dk har opnået i en række af de konsulentaftaler, som kommunen har indgået de seneste år.

Blandt andet i den, som vestsjællænderne indgik med den tidligere DR-profil Søren Kaster om udviklingen af Topmøde på Toppen.

 

Den absolutte politiske top inviteret

Ifølge de udleverede bilag, skulle det tages bogstaveligt, at Slagelse Kommune ønskede at afholde et topmøde helt på toppen. Det skulle nemlig ske på toppen af Storebæltsbroen, hvor man ønskede at arrangere en debat mellem statsministeren og oppositionslederen.

I maj 2015, hvor debatten første gang skulle have løbet af stablen, ville det sige daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt og Venstres formand Lars Løkke Rasmussen. Forberedelserne var kommet så langt, at man allerede havde udsendt invitationer til de to politikere. Her i skriver Slagelses borgmester Stén Knuth blandt andet om arrangementet :

– En debat på toppen af en af Storebæltsbroens pyloner. Vi afholder debatten i starten af maj måned. I forlængelse af dette, vil vi på Sprogø afholde en konference med samme tema for et større publikum.

En debat, der ifølge de udsendte invitationer, først og fremmest skulle fokusere på Danmarks fremtidige indtjening :

– Hvordan sikrer vi sammen, at alle egne af landet har fornuftige rammer og muligheder for at drive virksomhed, arbejde, bo og tiltrække turister

Det var dog ikke Stén Knuth eller medarbejdere i Slagelse Kommune, der havde udviklet Topmøde på Toppen. Det var i stedet den tidligere DR-stjerne Søren Kaster, der inklusiv moms fik 156.250 kroner for opgaven.

——-

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk.

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*