Våde arbejdsmiddage under festlige årsmøder

0 Shares

Det har ikke kun været under udenlandsrejser og jubilæumsfester, at TVIS har været et festligt sted at sidde i bestyrelsen. De våde varer har i den grad også været på bordet, når det kommunale fjernvarmeværks topfolk har deltaget ved årsmøder i brancheforeningen.

– Dansk Fjernvarme er fjernvarmens brancheorganisation og dækker 99 procent af fjernvarmeproduktionen i Danmark.Varmen produceres af de mere end 400 fjernvarmeselskaber, fordelt over hele landet, der er medlem af Dansk Fjernvarme.

Sådan præsenterer Dansk Fjernvarme sig på sin hjemmeside, hvilket ikke umiddelbart lyder som en forsamling, der indbyder til de store festligheder. Men blot fordi omgivelserne fremstår fagligt fokuseret, kan deltagerne ved organisationens årsmøde godt have en festlig middag efter endt arbejdsdag. Sådan har det i hvert fald været for bestyrelsesmedlemmerne i TVIS, når de sammen med ledende medarbejdere hos den kommunale fjernvarmeværk, har sat sig til et veldækket bord. Det fremgår af en række aktindsigter, som Journalista.dk har opnået hos fjernvarmeværket ejet af Fredericia, Kolding, Middelfart og Vejle Kommuner.

Aktindsigter der blandt andet fastslår at 6 TVIS-folk, der samtidig overnattede i Smilets By på det lokale Scandic Hotel, under Dansk Fjernvarmes årsmøde i 2010, ikke kun til sammen drak 7 flasker vin og 7 forskellige drinks. Der blev også skyllet efter med en 150 år gammel tequila, som ifølge det udleverede bilag kostede fjernvarmekunderne 112 kroner.

 

Dyre kuvertpriser

Kuvertpriser på cirka 1.000 kroner, har været fast praksis for TVIS under årsmøderne. Først og fremmest på Restaurant Hos Boldt, som har været stamstedet i Aalborg. Eksempelvis under årsmødet hos Dansk Fjernvarme i 2013, hvor 9 personer spiste og specielt drak for til sammen 9.337 kroner. Fjernvarmefolkene satte 16 spiritus og 10 flasker vin til livs, samtidig med at de indtog en middag på den eksklusive aalborgensiske restaurant.

Året efter var en ny delegation fra TVIS på plads samme sted, hvor der dog blev skåret en smule ned på den gennemsnitlige alkoholindtagelse. Ifølge de udleverede bilag, drak de 10 deltagere i alt 16 spiritus og 7 flasker vin, hvilket sammen med middagen serveret af restauranten specialiseret i fransk mad, kostede det kommunale fjernvarmeværk 9.518 kroner.

Blandt deltagerne på Restaurant Hos Boldt under 2014-middagen, var blandt andet den mangeårige borgmester Leif Skov. Socialdemokraten sidder aktuelt i Vejle Byråd, som under middagen på Restaurant Hos Boldt i 2014 også var repræsenteret ved Venstremanden Lars Schmidt.

————-

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da der er tale om en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingerne ikke medtaget bilaget.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk.

0 Shares




Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*