Velfærd på rejsen : Thorning brugte 558.445 kroner på Japan-besøg

Det blev en bekostelig affærer for skatteyderne, da Helle Thorning-Schmidt i 2014 besøgte Japan. Regningen nærmede sig de 600.000 kroner, hvilket først og fremmest skyldtes særdeles dyre flybilletter, brug af privatfly og store hotelregninger.

– Målet er at få mere dansk eksport til Japan og udnytte vores potentiale meget bedre, end vi gør nu. Danmark får ikke nok ud af det i dag, selv om vi har gode relationer og handelsforbindelser. Der er et uudnyttet potentiale på mange milliarder. Jeg tror, at de 21 punkter i handlingsplanen kan gøre en kæmpe forskel.

Sådan lød det fra Helle Thorning-Schmidt overfor Jyllands-Posten, da hun i begyndelsen af marts 2014 gav et interview i forbindelse med et forestående salgsfremstød i Japan. Men hvad den siddende socialdemokratiske statsminister ikke fortalte var, hvad det kostede skatteyderne at sende hende og en større gruppe embedsmænd på langfart.

Journalista.dk har opnået aktindsigt i udgifterne, som Helle Thorning-Schmidt og syv embedsmænd fra Statsministeriet afholdte i forbindelse med rejsen. Bilagene fra medrejsende livvagter indgår ikke i opgørelsen, da deres regninger blev betalt af PET.

Ifølge de udleverede bilag, kostede det i alt skatteyderne 558.444,92 kr. at sende socialdemokraten med følge til Fjernøsten. Hovedsageligt grundet udgifterne til flybilletterne, som løb op i 357.445,71 kroner.

En regning der opstod som følge af, at returbilletterne for at flyve mellem Europa og Japan lå på lidt over 40.000 kr. per person.

Men for at Helle Thorning-Schmidt og hendes mange medrejsende embedsmænd overhovedet kunne gå ombord på flyet i München, havde skatteyderne allerede haft den store tegnebog fremme.

 

Privatfly til Belgien – og dyrt hotel i Japan

Det fordi delegationen tog et af Forsvarets challengerfly til Bruxelles, hvorfra de rejste videre mod Japan. Ifølge bilagene udleveret efter reglerne om aktindsigt, kostede chartringen lidt over 40.000 kr.

Efter ankomsten til Japan, kom udgiftskontoen igen på arbejde. Alene udgifterne til overnatningerne for Statsministeriets delegation, kostede på den dyre side af 80.000 kr. Sammen med tolkning og forskellige former for transport i det japanske, lød denne del af regningen på 131.907,21 kroner.

Helle Thorning-Schmidts forbrug i forbindelse med turen til Japan, var dog langt fra det eneste skatteyderne fik lov til at afholde til Japan-rejsen. Det samme gjorde sig gældende for de andre ministerier, som også deltog på rejsen til Solens rige i begyndelsen af marts 2014.

————-

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da der er tale om en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingerne ikke medtaget bilaget.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk.




Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*