Boksepromotor blacklistet efter 8 voldtægtsdomme: Har gjort comeback hos Primetime Boxing

Screendump fra stævnet Primetime Fight Night af Peder Forsman (til højre)
Del artiklen her:

På trods af at Peder Forsman reelt blev blacklistet indenfor dansk boksning efter en række voldtægtsdomme blev offentligt kendte, har han nu i al ubemærkethed gjort comeback hos selskabet Primetime Boxing.

– Vi vil naturligvis drøfte sagen på vores møde. Hvilke konsekvenser sagen får, det skal bestyrelsen beslutte.

Sådan lød det fra Jesper D. Jensen tilbage i foråret 2019, da han som formand for Dansk Professionelt Boksefodbund overfor Ekstra Bladet udtalte sig om Peder Forsmans mange domme. Det efter at det var kommet frem, at boksepromotoren ikke kun var dømt for 8 voldtægter. Men også havde holdt dommene skjult for Dansk Professionelt Boksefodbund, da han havde ansøgt om en licens til at drive promotorvirksomhed.

En afsløring der bevirkede, at flere af bokserne han promoverede omgående stoppede – og han reelt blev lagt på is indenfor den danske bokseverden. Blandt dem der ikke ønskede at have nogen forbindelse til Peder Forsman var den kvindelige topbokser Dina Thorslund, som ellers havde gjort brug af Peder Forsman til flere af hendes mest indbringende kampe.

Men sådan forholder det sig tilsyneladende ikke længere – i hvert fald ikke, når det handler om den forholdsvist nystartede professionelle promotorvirksomhed Primetime Boxing, der har Kasper Holgersen som frontfigur.

For her har man nu igen valgt at gøre brug af Peder Forsman, uanset det store antal domme for voldtægt.

Det kan man blandt andet se på billeder fra forskellige stævner, som er blevet afholdt af Primetime Boxing. Eksempelvis i Kolding den 13. september 2025, hvor Peder Forsman tydeligt repræsenterede Primetime Boxing. På samme måde som optagelser fra stævnet den 4. oktober 2025 i Herlev viser, at han også her fremstod som en del af Primetime Boxing.

Herlev-stævnet blev arrangeret i samarbejde mellem Primetime Boxing og amatørklubben Herlev Boxing og herfra lyder det, at det ikke var dem, der havde inviteret Peder Forsman. Det fremgår af en email, som Rachid Idrissi, formand og cheftræner for Herlev Boxing, har sendt til Journalista.dk :

– Herlev Boxing havde ingen rolle i den professionelle del af arrangementet, da det udelukkende var Primetime, der stod for de professionelle kampe og dermed også for akkrediteringen. Der står også Primetime på akkrediteringen. Herlev Boxing benyttede egne armbånd til klubbens amatørboksere og tilknyttede trænere.

Efter Journalista.dks oplyser, indgår Peder Forsman i salgsteamet hos Primetime Boxing. En oplysning som lederen af Primetime Boxing Kasper Holgersen, ikke direkte har ønsket at kommentere på. I en email til Journalista.dk fortæller Kasper Holgersen dog, at han anser Peder Forsman for at have udstået sin straf, uanset den stærkt kriminelle fortid :

– Peder har afsonet sin straf og derfor skal han også have lov til at få sig et liv igen. og jeg har ingen betænkeligheder ved at lade ham hjælpe mig.

Næste gang Primetime Boxing afholder et stævne, bliver den 31. januar i Kolding. Her er blandt andet Dina Thorslund på plakaten, uanset at hun tidligere har afvist enhver form for samarbejde med Peder Forsman grundet voldtægtsdommene.

En af de helt store sponsorer for Primetime Boxing er kommunerne, hvor stævnerne bliver afholdt. Det har eksempelvis været tilfældet ved stævnet, som blev afholdt i december sidste år i Varde. Her var Varde Kommune en meget stor bidragsyder, da skatteyderne i den vestjyske kommune blev pålagt at betale 100.000 kroner.

I en email til Journalista.dk oplyser Karsten Rimmer Larsen, kultur- og fritidschef i Varde Kommune, at man ikke har nogen holdning til, at Primetime Boxing gør brug af Peder Forsman :

– Varde Kommune har ikke forholdt sig til, hvem Primetime Boxing har ansat.

Kultur- og fritidschefen oplyser samtidig, at kommunen kun synes i begrænset omfang at have vurderet brandingværdien af Primetime Boxings stævne i Varde :

– Varde Kommune har lavet en faglig vurdering, at stævnet udgør en brandingværdi for 100.00. Fra indstillingen til Økonomi og Erhvervsudvalget: Byrådets Udviklingspulje støtter sponsorater med foreninger, der praktiserer eliteidræt. Derfor skal et tilskud gives ud fra stævnets markedsføringsmæssige værdi for Varde Kommune. Her er vurderingen, at stævnet med dets eksponering på DAZN kan sikre en brandingværdi på mindst 100.000 kroner.

 

Andre artikler om boksning

Voldtægter og gangstere : Kvindelig bokser har kostet kommuner millioner – nu går igen hun i ringen på skatteydernes regning

Kommunes årlige udgift til professionel bokser : 730.000 kroner

Kommunale boksefans på skatteydernes regning : 50 embedsmænd til VM-kamp

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*