Et kig på de mest løntunge spillere i Superligaen

Del artiklen her:

Det er ikke nogen hemmelighed, at der er stor interesse for fodbold og at der er rigtigt mange penge i fodbold. Vi elsker at spille fodbold, vi elsker at se på fodbold og nogen kan sågar godt lide at spille penge på fodbold på de mange danske spillesider. Med andre ord er dansk fodbold, og fodbold generelt, ikke blot Danmarks nationalsport, det er endda en sportsgren, hvor der er mange penge involveret.

En ting er de penge, der tilgår klubberne i form af TV-penge, sponsorindtægter, merchandise og billetindtægter. Noget andet er de penge klubberne selv bruger på spillerne, især spillernes lønninger. Selvom Danmark på ingen måde er Europas mest løntunge liga, så er det ikke småbeløb, der overføres til spillernes konti hver måned. Denne artikel kaster et blik på de spillere i den danske Superliga, som hæver den største månedsløn.

FC Midtjyllands Philip Billing får Superligaens største månedsløn

I mange år var det hold som FC København og Brøndby, der ledte an med store lønninger til sine mange talenter og udenlandske stjerner. Der er dog løbet meget vand i åen siden da, og især FC Midtjylland har overhalet flere hold indenom – faktisk også både FCK og Brøndby.

Pr. 1 august sidste år fik FC Midtjylland således den tvivlsomme ære at kunne kalde sig Superliga-holdet med den mest løntunge spiller. Det skete, da man hev den danske landsholdsspiller Philip Billing hjem fra Bournemouth. Midtbanespilleren kunne her skrive under på en kontrakt med en årsløn på intet mindre end 16 millioner danske kroner – en månedsløn på lidt over 1,3 millioner kroner.

 

FC Københavns Mohamed Elyounoussi var længe superligaens bedst betalte spiller

FC København har igennem adskillige år toppet listen over klubber med de mest løntunge spillere. Det er en fastforankret del af det at levere topfodbold og være guldkandidat år efter år i Superligaen. Og hvis man skal kunne bide skeer med de større hold i Europa, så er man nødsaget til at handle – og når der handles, skal der også viftes med attraktive lønninger.

Netop dette gjorde FC København i 2023, da det lykkedes holdet at hive den stærke offensive spiller Mohamed Elyounoussi ind fra engelske Southampton. I Southampton skulle Mohamed Elyounoussi efter sigende have fået en årsløn på over 25 millioner, hvilket FC København af gode grunde ikke kunne matche.

Den norske landsholdsspillers karriere trængte dog til en saltvandsindsprøjtning og han var derfor klar til at acceptere en lønnedgang mod at få mere spilletid og føle sig vigtig igen. Det må man sige blev tilfældet med Elyounoussi, for han har i den grad kvitteret med ansvar, fremragende spil, mål og motivation for FCK.

Selvom der ikke er helt transparens i spillerlønningerne i Superligaen, så anslås det, at Mohamed Elyounoussi accepterede en årsløn på godt 15 millioner kroner – altså tæt på Billings månedsløn. Mohamed Elyounoussi menes at hæve cirka 1,25 millioner om måneden for sit flotte spil i FC København.

 

Hjemvendte Rasmus Kristensen er Superligaens tredjebedst betalte spiller

Vi skal en tur omkring Heden igen for at finde endnu en af ligaens bedst betalte spillere. Den nyligt hjemvendte Rasmus Kristensen ramte Midtjylland med et brag i sommer, da han kom til fra et ophold i tyske Eintracht Frankfurt. Både i Frankfurt og tidligere i Ajax og Roma har Rasmus Kristensen tjent mange millioner – ifølge ham selv dog alt for mange og i en sådan grad at han næsten har været lidt flov over det.

Om det har været årsagen til skiftet til FC Midtjylland må stå hen i det uvisse, for Rasmus Kristensen har i hvert fald skullet acceptere en radikal lønnedgang. Dog har lønnedgangen ikke været mere radikal end at han stadig figurerer som en af Danmarks bedst betalte spillere lige nu. Månedslønnen i FC Midtjylland menes at ligge på godt og vel 1 million kroner.

Del artiklen her:

Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*