Falleret flyttemands juridiske rådgivningsfirma ramt af konkurskarantæne: 2 års karantæne til indehaver

Del artiklen her:


Firmaet MK Juridisk skal tilsyneladende ud og lede efter en ny indehaver, efter Lisbeth Krogh Hedegaard netop er blevet idømt en 2 årig konkurskarantæne.

Fra falleret og frygtet flyttemand til pludselig at være juridisk rådgiver.

Det er situationen for Benny Madsen, der som Journalista.dk tidligere har kunnet dokumentere, er gået personligt konkurs med en gæld på 27 millioner kroner. Et økonomisk sammenbrud der er opstået i forlængelse af, at han har været centrum for en række særdeles problematiske sager. Eksempelvis salget af tilsyneladende ikke-eksisterende forsikringerudlejningen af en bil hans firma slet ikke kunne råde over og en kundes motorcykel, der pludselig blevet i pant af en af Benny Madsens samarbejdspartnere, efter at de beskyldte ham for at være løbet fra en regning – hvilket medførte særdeles håndfaste trusler om fysiske repressalier.

Efter sin personlige konkurs har Benny Madsen nu fundet ansættelse hos Kolding-firmaet MK Juridisk, hvor han fungerer som såkaldt juridisk rådgiver. Det blandt andet med fokus på at hjælpe klienter, mod at de går konkurs. Lige som flyttemanden har fået til opgave at hjælpe kunder med at oprette selskaber i udlandet, så det på den måde bliver muligt at drive virksomhed i Danmark – en fremgangsmåde han selv har gjort brug af.

Men hvorvidt MK Juridisk overhovedet har en fremtid, fremstår i disse dage særdeles tvivlsomt. Det efter at indehaveren Lisbeth Krogh Hedegaard, netop er blevet idømt konkurskarantæne ved Retten i Kolding. Overfor Journalista.dk oplyser advokat Mads Danielsen fra Codex Advokater, der har fungeret som kurator i konkursboet efter forløberen til MK Juridisk, at Lisbeth Krogh Hedegaard er blevet idømt konkurskarantæne de kommende to år.

Det sker i forlængelse af, at hun har foretaget dét, der typisk omtales som uforsvarlig forretningsførelse.

Konkursen i MK Juridisks forløber har dog langt fra været enestående for firmaer, der har haft Lisbeth Krogh Hedegaard som leder. Således er hun ifølge CVR-registret eksempelivis gået konkurs med firmaer som Expert Service 2010 ApS, Works4U ApS og Simple Contractors ApS, ligesom hun også har stået i spidsen for tvangsopløste selskaber som Sos-phone.dk ApS, Me and you holding IVS og Bil Rep ApS.

Lisbeth Krogh Hedegaard har mulighed for at få afprøvet sin konkurskarantæne ved Landsretten, hvilket kræver at hun indenfor de nærmeste dage anker byrettens dom.

På Journalista.dk arbejder vi på at få en udtalelse fra MK Juridisk om, hvorvidt firmaet drives videre efter konkurskarantænen til Lisbeth Krogh Hedegaard.

 

Andre artikler om MK Juridisk

Falleret og frygtet flyttemand hyret som juridisk rådgiver af konkursryttere – rådgiver om at undgå konkurs

Falleret flyttemands nye jurafirma langt dyrere end advokater: Firedobbelt pris for standardydelse

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*