Uanset at Danmark ikke anerkender afgørelser fra shariadomstole og i det hele taget retter i Libanon, gør Familieretshuset det alligevel. Endda med en sag, der er anket i det mellemøstlige land.
En af grundreglerne indenfor den danske retspleje er, at der ikke sker anvendelse af domme og andre former for afgørelser fra lande, hvis retssystemer kun i begrænset omfang kan sidestilles med det danske. Ligesom det også er et grundkrav, at der ikke sker anerkendelse af domme og andre former for udtalelser fra religiøse domstole – uanset om der er tale om fx shariadomstole eller stærkt kristne menigheders interne juridiske vurderinger.
Hertil kommer et almindeligt krav om, at hvis en dom er anket, sættes en række konsekvenser typisk i bero, indtil der er faldet endelig afgørelse. I modsat fald er risikoen, at efterfølgende ændringer i den juridiske vurdering, ikke kan opnå de tilsigtede konsekvenser.
Men det er alligevel, hvad Familieretshuset ved dets sagsbehandler Pia Møller Nielsen har besluttet i forbindelse med en sag fra Libanon. Her har en shariadomstol besluttet, at en dansk statsborger skal betale månedlige børnepenge på, hvad der svarer til 13.000 kroner om måneden – eller omkring 4 gange mere, end hvad den gennemsnitlige løn er i det mellemøstlige land.
Overfor Journalista.dk undrer den danske statsborger sig over en række forhold omkring ikke kun shariadomstolen, men også at Familieretshuset ligger dens dom til grund for sin afgørelse :
– En af de ting jeg har oplyst Familieretshuset om er, at den samme shariadommer som udstedte et rejseforbud mod mig uden beviser og efterfølgende fjernede det igen, også er ham, der pressede mig til at underskrive afgørelsen. Eller sagt på en anden måde, så er det den samme dommer der har lagt et gigantisk pres på mig, som også har afsagt dommen. I Danmark ville det uden tvivl gøre, at han blev anset for at være inhabil.
Samtidig fortæller danskeren, at han finder det mærkværdigt at bruge en shariadoms afgørelse, der alene er geografisk afgrænset til Libanon :
– Det er mig uforståeligt hvorfor Familieretshuset ikke stiller sig kritisk overfor, at det her lugter af en sammensværgelse over for mig under hele forløbet i Libanon. Sagen burde klokkeklart have været afvist af Familieretshuset, som det var tilfældet med den første sagsbehandler. Først da den nuværende sagsbehandler overtog og genåbnede sagen, blev vurderingen en helt anden. Gang på gang har både jeg og efterfølgende min advokat i Danmark, fremlagt utvetydige beviser overfor Familieretshuset om, at sagen ikke skal behandles i Danmark. Men det har føltes som om, at vi igen og igen er løbet ind i en mur.
Overfor Journalista.dk har Familieretshusets kommunikationsafdeling benægtet, at man ligger afgørelser fra shariadomstolene til grund for sine afgørelser – uanset at dette tydeligt fremgår af Pia Møller Nielsens skriftlige afgørelse.
Andre artikler om Familieretshusets brug af afgørelse fra shariadomstol
Sharia-domstole anerkendes nu i Danmark: Familieretshuset lægger dem til grund for afgørelse

Vær den første til at kommentere