Efter Journalista.dks henvendelser har Group Online A/S ikke kun fjernet en liste over såkaldt tilfredse kunder fra sin hjemmeside. Men synes også at have ændret vurderingen af, hvordan det kontroversielle firmas kunder faktisk oplever succes.
Dyre kontrakter der binder kunderne i årevis, uden eller kun med begrænset dokumentation for påstande om stor og målbar effekt.
Det synes at være tilfældet for Group Online A/S, der desuden har specialiseret sig i at kontakte helt nystartede firmaer. Det for at tilbyde dem oprettelsen og driften af hjemmesider på et tidspunkt, hvor de nystartede kunder ofte kan mangle den nødvendige erfaring i, hvordan aftaler af denne type bør indgås – og har endnu sværere ved at vurdere fremtidsudsigterne og reelle behov.
Utilfredsheden med Group Online A/S og dets underliggende selskab Web Koncept er så stor, at det ikke kun vrimler med meget negative anmeldelser på eksempelvis Trustpilot. Men også store Facebook-grupper, hvor utilfredse kunder udveksler ideer og erfaringer med at komme ud af de meget langvarige og ofte dyre kontrakter, som er indgået med Group Online A/S.
Samtidig er et gennemgående træk i de mange negative oplevelser med Group Online A/S, at det kan være meget svært at vurdere, hvad firmaet faktisk leverer af såkaldte SEO-ydelser, der er en del af de indgåede aftaler.
Et af de firmaer som har haft meget store problemer med Group Online A/S er Sydbyg ApS, der med udgangspunkt på Sydals udfører en række forskellige opgaver indenfor kloakservice og entreprenørarbejde.
I en email til Journalista.dk fortæller firmaets direktør, Kasper Saxtorph, at aftalen indgået med Group Online A/S er en meget dyr en af slagsen, som samtidig er nærmest umulig at komme ud af. Samtidig oplyser han, at han har meget svært ved at vurdere effekten af Group Onlines A/S arbejde, når det handler om besøgstal på og effekt af hans firmas hjemmeside.
Uanset at Kasper Saxtorphs utilfredshed med Group Online er så udtalt, at han igennem længere tid har forsøgt at komme ud af den indgåede aftale, har hans firma indtil for nyligt været oplistet som en succeshistorie på Group Onlines hjemmeside.
Hvilket kom som en overraskelse for Kasper Saxtorph, da Journalista.dk gjorde ham opmærksom på det. Specielt fordi, at hverken han eller andre i firmaet, havde givet Group Online A/S tilladelse til at indgå i det kontroversielle firmas markedsføring.
På Journalista.dk har vi været i kontakt med andre af de påståede succeshistorier, som indtil for nyligt var oplistet på Group Online A/S’ hjemmeside. Fra en af disse lyder det, at man har haft udfordringer med de tekniske løsninger, som er blevet indkøbt. Først og fremmest fordi hjemmesiden har begrænsninger, når det handler om tilgangen via telefoner og tablets.
Men selv om det stod opført på Group Online A/S’ hjemmeside at eksempelvis Sydbyg ApS havde været særdeles tilfredse tilfredse kunder, mener det kontroversielle firma slet ikke, at firmaet fra Sydals har fremstået som dette.
Overfor Journalista.dk oplyser Lukas Holtmann, hvis stillingsbetegnelse er Head of go-to-market, på vegne af Group Online A/S, at formålet med at bruge fx Sydbyg ApS har været at fremvise kunder indenfor forskellige brancher. Ligesom Lukas Holtmann i sin email til Journalista.dk også skriver, at der kan være ”forskel på oplevet og målbar værdi” af hjemmesider – og eksempelvis de søgemaskineopgaver, som Sydbyg ApS har betalt Group Online A/S for at udfører. Samtidig oplyser Lukas Holtmann, at man har fjernet Sydbyg ApS som reference.
Det er dog ikke kun Sydbyg ApS, som er blevet fjernet som reference. Det drejer sig nemlig om alle de andre firmaer, som med billeder og angivelse af firmanavne stod oplistet i bunden af Group Online A/S’ hjemmeside.
Efter Journalista.dks henvendelse til Group Online, er de nu blevet fjernet.


Andre artikler om forbrugerforhold
Frygtet flyttemand konkurs med gigantgæld står bag nyt firma – uden personligt ansvar
Kunderne flygter fra falleret og frygtet flyttemand: Aflysninger på stribe
Frygtet flyttemand gået konkurs med gigantisk gæld: Skylder 18 millioner kroner
Stoppet af politiet: Kontroversiel flyttemand udlejede bil han ikke ejede – erkendte det i retten
Flyttemand truet med rockerinkasso – for at stikke af fra regning
Fast kunde hos kontroversiel flyttemand: Jeg bruger ham aldrig igen – det er et cirkus
Kontroversiel flyttemand gået personligt konkurs – skylder mindst 10 millioner kroner

Vær den første til at kommentere