
Selv om politikerne de seneste år har givet sig selv og hinanden store lønstigninger, er selv statsminister Mette Frederiksen og hendes ministerkollegaer nærmest forholdsvist lavt lønnet, når deres indtjening sammenlignes med de kommunale ledelsers.
1.750.241 kroner.
Så meget tjener den siddende statsminister aktuelt om året, mens den årlige indtjening for andre topministre står skatteyderne i 1.540.212 kroner – ligesom menige ministre har en årsløn på 1.400.192 kroner.
Uanset at regeringsmedlemmerne dermed ligger i en lønklasse som de færreste lønmodtagere tør drømme om, er der dog langt fra tale om, at deres aflønning indenfor det offentlige er enestående.
Forhold der fremgår af en undersøgelse af lønningerne rundt om i landets kommuner, som vi netop har offentliggjort på Journalista.dk. Den fastslår, at når der sker sammenlægning af de kommunale embedsmænds bruttoløn med arbejdsgiverbetalte pensionsindbetalinger og eventuelle engangsvederlag, tjente omkring 1.200 embedsmænd over 1 million kroner i 2023.
Opgørelserne indhentet via aktindsigter fastslår eksempelvis, at Mette Frederiksens løn er direkte sammenlignelig med Annette Lund Petersens. Hun arbejder til dagligt som direktør i Kolding Kommune, hvor hun sidste år havde en samlet indtjening på 1.755.159 kroner.
Undersøgelsen fastslår samtidig, at topministre som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har en årlig indtægt, der kan sammenlignes med Lars Sønderbys. Han har rang af vicekommunaldirektør i Randers Kommune, hvor han sidste år i alt tjente 1.542.739 kroner.
Ligesom det fx også fremgår af lønundersøgelsen, at menige ministre som Marie Bjerre har en løn, der står skatteyderne i omtrent det samme som Gorm Bagger Andersens. Han er til dagligt at finde hos Glostrup Kommune, hvor han i 2023 sammenlagt tjente 1.402.279 kroner.
Andre artikler om undersøgelsen
Lønundersøgelse 2024 : Så meget tjener topembedsmændene i din kommune
Kommunale embedsmænd med løn over 1 million kroner : 1.162 – her er de og deres lønninger
Kæmpe lønforskel hos kommunerne: Flere hundrede tusinde kroner i forskel for samme job
Bedst lønnet kommunale embedsmand: Scorede 3.7 millioner kroner sidste år
Kommuner ser stort på reglerne: Nægter at udlevere oplysninger om højest lønnede embedsmænd
Vær den første til at kommentere