Nye alvorlige hygiejneproblemer hos skandaleramt kendisorganisation: Lokalafdeling lukket ned

Foto : Stop Spild Lokalts afdeling i Køge
Del artiklen her:

Problemerne fortsætter med at stå i kø for Stop Spild Lokalt, når det handler om fødevaresikkerheden. Det i en organisation, der indtil for nyligt påstod, at den dagligt uddelte 30 tons mad til økonomisk trængte danskere.

Det hører i dén grad til sjældenhederne, at Fødevarestyrelsen rykker ud til en stor kæde af uddelingssteder af mad, for efterfølgende at lukke en væsentlig del af dem ned, fordi fødevarehygiejnen ikke var som den burde være.

Men det var for et par uger tilbage tilfældet for Stop Spild Lokalt, som fik lukket en række af sine såkaldte Fødevareoaser ned. En organisation der indtil henvendelser fra Journalista.dk påstod hver eneste dag året rundt, at uddele 30 tons mad til økonomisk udfordrede danskere. Eller hvad der svarer til, at organisationen ledet af den 26-årige Rasmus Erichsen brødfødte en by på størrelse med Holstebro.

Stop Spild Lokalt grundlagde han som 17-årig og organisationen tæller i dag blandt sine bestyrelsesmedlemmer Folketingsmedlem Carl Valentin, Coop-direktøren Martin Olesen og erhvervskvinden Elise Hauge. Lige som Stop Spild Lokalts blandt sine såkaldte ambassadører fx tæller tegneren Anders Morgenthaler, erhvervsmanden Michael Løve og kendiskokkene Claus Meyer, Francis Cardenau, Umut Sakarya og Dak Wichangoen.

Men selv om det kun er få uger siden der var store problemer med fødevarehygiejnen hos Stop Spild Lokalts Madoaser, er der nu igen alvorlige udfordringer. Det hos lokalafdelingen i Køge, som i går via Facebook meldte ud, at den så sig nødt til at lukke ned :

– Vi har desværre fået mistanke om skadedyr i Madoasen i Køge. Af hensyn til fødevaresikkerheden vælger vi derfor midlertidigt at holde lukket, indtil vi har fået undersøgt forholdene nærmere og håndteret en eventuel udfordring.Vi arbejder på sagen hurtigst muligt og holder jer løbende opdateret her på siden.

På Journalista.dk har vi per email spurgt Rasmus Erichsen, hvad årsagen er til, at der igen og igen er problemer med fødevarehygiejnen rundt om i hans organisation.

Men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

 

Andre artikler om Stop Spild Lokalt

Skandaleramt kendisorganisation ignorerede arbejdsskade – måtte selv forfølge erstatning

Skandaleramt organisation påstod at uddele 30 tons mad dagligt: Påstand pludselig forsvundet

Politisag mod Folketingsmedlems organisation: Drev lukket forening videre i strid med indsamlingstilladelse

Kendisorganisation påstår at uddele 30 tons mad dagligt: Uddeler maksimalt kun 10 procent

Fødevarestyrelsen slår til mod kendisorganisation: Lukker stort antal af dets butikker

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*