Statsmediet TV2 Kosmopol følger normen indenfor journalistbranchen om, at selv hvad der fremstår som graverende fejl, ikke får konsekvenser for de ansvarlige.
Alvorlige konsekvenser for dem, der begår store fejl – og det skal helst gå stærkt.
Det er et af de klassiske krav fra journalister, når de retter mikrofonen eller kameraet mod dem, som menes at have handlet forkert.
Men som vi tidligere har kunnet dokumentere på Journalista.dk, gælder der ikke indenfor medieverdenen samme grad af ansvar, når det handler om dokumenterede fejl begået af journalisterne selv. Selv efter flere nederlag i Pressenævnet, beholder journalisterne uden videre deres jobs, mens arbejdsgiverne næsten konsekvent nægter at forholde sig til fejlene.
Sådan ser det også ud, når det handler om en meget markant artikel, som statsmediet TV2 Kosmopol offentligjorde den 18. oktober i forlængelse af et tv-indslag. I artiklen skrev journalisterne Maria Volf Jensen og Hans Nørgaard, at lokalpolitikeren Kenneth Kristensen Berth, der tidligere har repræsenteret sit parti i Folketinget, mente at homoseksualitet var ”unormalt”.
Eller sagt på en anden måde, syntes Maria Volf Jensen og Hans Nørgaard at få DF-politikeren til at fremstå som homofob. En vinkling der i dén grad havde succes, da artiklen efter offentliggørelsen meget hurtigt og effektivt blev delt af specielt Kenneth Kristensen Berths politiske modstandere.
Det uanset at det af TV2 Kosmopols egen artikel fremgik, at Kenneth Kristensen Berth ikke fremkom med, hvad der måtte anses for homofobe udtalelser :
– Jeg synes det er fair, hvis man er homoseksuel, det har jeg ingen problemer med, men man kan ikke sige, at det er det mest almindelige at være. For det mest almindelige at være, det er i sagens natur at være heteroseksuel, for ellers havde vi ikke stået her i dag.
Dagen efter trak TV2 Kosmopol i land og erkendte, at statsmediets vinkling ikke kunne forsvares. I stedet kom overskriften til at hedde at ”DF’er vækker opsigt med udtalelser” og i en note oplyste det i høj grad skatteyderfinansierede medie, at ”Det har han ikke ordret sagt, og derfor har vi fjernet det fra artiklen og tv-indslaget” – i forhold til at homoseksualitet var ”unormalt”.
Overfor Journalista.dk oplyser Nanna Andreasen, chefredaktør på TV2 Kosmopol, at der var tale om en vurdering foretaget af Maria Volf Jensen og Hans Nørgaard :
– Vi ændrede overskriften i erkendelsen af, at Kenneth Kristensen Berth ikke ordret sagde ”unormal” i vores interview med ham. Det var vores redaktionelle fortolkning.
Samtidig oplyser hun i en email til Journalista.dk, at de statsansatte journalister der foretog den iøjnefaldende fortolkning af Kenneth Kristensens Berths udtalelser, ikke bliver holdt ansvarlige :
– Denne historie får ikke ansættelsesmæssige konsekvenser for nogen medarbejdere. Vi tager sagen til efterretning og lærer af den, som vi gør ved alle fejl eller uklarheder, som vi af den ene eller anden grund vælger at rette efter udgivelse.
Artikler om presseetik
Her er journalisterne du skal passe på: Alle har tabt sager i Pressenævnet
6 journalister har tabt to sager i Pressenævnet: Alle stadig ansat på store medier
Journalisternes blinde vinkel: Laver igen og igen samme presseetiske fejl
TV2-vært om tabt sag i Pressenævnet: Peace and love
Journalister bag nederlag i Pressenævnet: Spørg en anden end mig

Vær den første til at kommentere