Statsmedie så stort på de presseetiske regler – og nægter at tale om det

Del artiklen her:

I morgen offentliggør vi på Journalista.dk en liste over de journalister, der igennem de 5 seneste år har stået bag artiklerne, Pressenævnet har udtalt kritik af. Det drejer sig blandt andet om en journalist ved det statslige medie TV2 Nord, men herfra har chefredaktøren Tino Pedersen dog tydeligvis ikke lyst til at kommentere på den i høj grad skatteyderfinansierede regionalstations journalistiske udfordringer.

En af de absolutte grundregler indenfor de presseetiske regler er, at der ved kritiske artikler og indslag, skal ske såkaldt forudgående forelæggelse. Det vil sige at den eller dem der fremgår af den kritiske dækning, skal have en reel mulighed for at komme til orde.

Men sådan var det langt fra på en tilstrækkelig måde, da TV2 Nord, som er ejet af den danske stat, i starten af december 2022 via sin journalist Pia Egeberg dækkede opførslen af en vindmøllepark i det nordlige Jylland.

Her lod Pia Egeberg nærmest uimodsagt en lokal beboer fremlægge sin vurdering af sagen, mens det omvendt var særdeles svært for firmaet bag vindmølleparken at komme til orde. Hvilket var årsagen til, at Pressenævnet i sin afgørelse fastslog en overtrædelse af de presseetiske regler :

– I artiklen indgik udsagn fra flere navngivne kilder, som udtalte sig kritisk om den nye miljøkonsekvensrapport, herunder pålideligheden af denne. Eurowind Energy, der er virksomheden bag vindmølleparken og den nye miljøkonsekvensrapport, klagede over, at disse konkrete udtalelser ikke var blevet forelagt for dem. Pressenævnet fandt, at to af de påklagede udtalelser havde en sådan karakter, at de burde være forelagt for Eurowind Energy inden offentliggørelsen af artiklen. Pressenævnet kritiserer derfor TV2 Nord for at have bragt oplysningerne uden at have givet Eurowind Energy mulighed for at forholde sig til de konkrete udtalelser.

På Journalista.dk har vi kontaktet såvel Pia Egeberg som TV2 Nords ledelse, for blandt andet at få oplyst hvad årsagen var til tilsidesættelsen af de presseetiske regler. Ligesom vi eksempelvis også har spurgt statsmediet, om det har haft negative konsekvenser for Pia Egeberg i forhold til sin ansættelse, at hun ikke har overholdt reglerne.

Fra Pia Egebergs chef, Tino Pedersen, lyder der tavshed i forhold til begge spørgsmål. Tino Pedersen har i emails alene syntes at henvise til, at TV2 Nord er tilmeldt Pressenævnet.

Pia Egeberg er ikke selv vendt tilbage på vores henvendelser.

I morgen fjerner vi på Journalista.dk anonymiteten for de journalister, der de seneste år har været en del af nederlag i Pressenævnet.

Hvorfor og hvordan vi har gjort, kan du læse mere om her.

 

Andre artikler om undersøgelsen om kendelser i Pressenævnet – og konsekvenserne for de kritiserede journalister

Journalister taber igen og igen sager i Pressenævnet : Her er de ansvarlige medier – Ekstra Bladet den største synder

Chef for statsfinansieret gravercenter løb fra alle aftaler: Afslørede kildes identitet

Ligeglad med kravene: Store medier forsøger at skjule nederlag i Pressenævnet

Udokumenterede påstande og snyder myndigheder: Statslige og statsstøttede journalister laver fejl på fejl

Selv om sager vindes i Pressenævnet: Forkerte artikler bliver stående – og genbrugt som ”dokumentation”

Journalisternes blinde vinkel: Laver igen og igen samme presseetiske fejl

De ansvarsfrie: Tabte sager i Pressenævnet uden betydning for journalisternes karrierer

Derfor fjerner vi journalisternes anonymitet i Pressenævnet – og sådan gjorde vi

De presseetiske regler: Her er de vigtigste krav der skal overholdes – og hvad Pressenævnet kan gøre

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*