![Benny Madsen](https://usercontent.one/wp/journalista.dk/wp-content/uploads/Benny-Madsen-678x381.jpg?media=1699984444)
På trods af at Santander Consumer Bank havde ophævet aftalen med selskabet Moneda I/S omkring leasingen af en bil, udlejede Benny Madsen den alligevel. Han er selskabets daglige leder – og gennemgår i øjeblikket en personlig konkurs.
Når man tænker på flyttefirmaer tænker man først og fremmest på virksomheder, der med egne biler kommer ud og henter indbo som møbler – for efterfølgende at aflevere det på en ny hjemmeadresse.
Men sådan forholder det sig langt fra for firmaet Moneda I/S, der med base i Aarhus hos privaten for flyttemanden Benny Madsen har udfordringer, når det kommer til at have egne biler.
For som det fremgår af domme fra Retten i Aarhus og Vestre Landsret som Journalista.dk har fået udleveret, har Moneda I/S under Benny Madsens ledelse fået inddraget en bil på en særdeles iøjnefaldende måde. Det skete ifølge dommene, som blev afsagt af byretten den 11. juli 2022 og landsretten den 28. februar 2024, fordi firmaet ejet af Benny Madsens børn Bo Højhus Rasmussen og Helene Højhus Madsen, ikke havde betalt de månedlige leasingydelser – hvilket medførte en ophævelse af aftalen mellem Moneda I/S og Santander Consumer Bank. Konsekvensen var derfor, at Moneda I/S omgående skulle levere bilen tilbage til leasingselskabet.
Men som det fremgår af dommene, som du kan læse i deres helhed nederst i denne artikel, afholdt det dog ikke Benny Madsen for at indgå aftale om udleje af bilen. Ifølge dommene skyldtes udlejen, at han igennem længere tid havde forsøgt at sælge den – og at en potentiel køber skulle have trukket sig, fordi tingene trak i langdrag.
I stedet valgte Benny Madsen på vegne af Moneda I/S at udleje bilen, selv om den med rette var blevet krævet tilbage af Santander Consumer Bank. Ifølge domsudskriften endda på trods af, at Benny Madsen godt var klar over, at det ikke var muligt :
– På et tidspunkt var det gået i hårdknude, og han udlejede bilen, selvom han godt vidste, at han ikke måtte.
Af domsudskriften fremgår samtidig, at personen der havde udlejet bilen syntes særdeles overrasket over ikke at måtte bruge den. Det blev lejeren tilsyneladende først opmærksom på, da politiet stoppede ham – og tog bilen med sig.
På Journalista.dk har vi forsøgt at kontakte Benny Madsen, for at få hans udlægning af sagen om den leasede bil. Men som du kan høre i podcasten placeret over denne artikel, har han ikke den store lyst til at tale med os.
Det eneste han tilsyneladende ønsker at oplyse er, at han nægter at have erkendt nogen som helst former for overtrædelse af Straffeloven i forhold til udlejen af bilen, som hverken han eller firmaet Moneda I/S måtte råde over efter leasingaftalen var blevet ophævet.
Andre artikler om Benny Madsen
Fast kunde hos kontroversiel flyttemand: Jeg bruger ham aldrig igen – det er et cirkus
Kontroversiel flyttemand gået personligt konkurs – skylder mindst 10 millioner kroner
Flyttemand truet med rockerinkasso – for at stikke af fra regning
Vær den første til at kommentere