Receptionsløver i Zirkus Nemo : Randers byråd fejrede sig selv for 200.000 kroner

Del artiklen her:

Spisning inden cirkustur, flere receptioner og omfattende annoncering. Det var hovedårsagerne til, at det blev en dyr affærer for skatteyderne, da det afgående byråd i Randers Kommune fejrede sig selv.

– Det kommer til at gøre ondt.

Så kort og kontant lød det fra Claus Omann Jensen (V), da han overfor Randers Amtsavis efteråret 2015 vurderede Randers Kommunes økonomi. Det i forbindelse med et forestående budgetforlig frem mod 2019, hvor borgmesteren gjorde sig til talsmand for smalhals. Forliget endte med besparelser for 240 millioner kroner i den kronjyske kommune, hvilket Omann Jensen vurderede mødte forståelse blandt kollegaerne i byrådet.

Er der tale om udbredt opbakning til økonomisk mådehold, må det anses for en kursændring blandt Randers’ lokalpolitikere. Det viser aktindsigter Journalista.dk har opnået i de festligheder, som blev afholdt i forbindelse med afslutningen af den seneste byrådsperiode i 2014. Ifølge de udlevere bilag var det en pebret fornøjelse for skatteyderne, som i alt inklusiv moms måtte hoste op med 199.374,60 kroner.

Derved kunne de folkevalgte afholde flere afskedsreceptioner, ligesom der også var luft i budgettet til et besøg i Zirkus Nemo.

 

58 til spisning og Zirkus Nemo på Værket

Besøget i Zirkus Nemo var henlagt til det randrusianske kulturhus og spillested Værket, hvor 59 troppede op på kommunens regning. Det var én mere end til den forudgående middag, som fandt sted på den tilstødende Café Sven Dalsgaard. Ved at holde udgifterne til drikkevarer til middagen på lidt over 8.000 kroner, kom den gennemsnitlige kuvertpris lige under 1.000 kroner, hvilket som udgangspunkt er den øvre grænse blandt kommuner og andre offentlige myndigheder.

En anden stor udskrivning kom, da der blev afholdt afskedsreception for den afgående socialdemokratiske borgmester Henning Jensen Nyhuus. Tilsyneladende var der mange, der ville sige farvel til Nyhuus. For ifølge de udleverede bilag, løb receptionen inklusiv moms op i 78.233,75 kroner. Besøgstallet blev uden tvivl også hjulpet godt på vej af, at kommunen indrykkede annoncer i blandt andet samtlige lokalaviser.

Annoncer var der også en del af, da Randers Kommune skulle reklamere for andre afskedsreceptioner ved byrådsperiodens udløb. Det i forbindelse med, at der også blev holdt afskedsreceptioner for udvalgsformændene. Sammenkomster der dog var noget billigere end Jensen Nyhuus’, da de inklusiv moms stod skatteborgerne i lidt over 56.000 kroner.

Den igangværende byrådsperiode udløber ved nytåret 2017/2018, da næste kommunal- og regionsvalg afholdes den 21. november 2017. Tiden må vise, om besparelserne varslet af Claus Omann Jensen, til den tid har slået igennem. Eller om byrådet ikke har samme spareiver, når det kommer til egne udgifter og festligheder.

————

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*