Templer, rundvisning i bambushave og besøg på et slot. Det var blandt programpunkterne, da Københavns Teknik- og miljøudvalg under ledelse af teknikborgmesteren Morten Kabell, i maj rejste til Japan.
– Morten Kabell er Teknik- og miljøborgmester i København. Hans vision er at transformere København til en grønnere by, hvor der er en høj grad af levedygtighed. Hans politiske fokus er samtidig at ændre trafikstrukturen i København, så flere vil cykle og bruge offentlig transport.
Sådan præsenterer Morten Kabell sig selv på Huffington Post, hvor Enhedsliste-politikeren samtidig slår fast, at han går ind for deleordninger for eksempelvis biler. Det ifølge den venstreorienterede politiker, for at ressourcerne kan udnyttes bedst muligt.
Økonomisk fokus på transportsmulighederne, gælder dog ikke nødvendigvis for Morten Kabell selv. Det fremgår af aktindsigter, som Journalista.dk har opnået hos hans forvaltning. Blandt andet i en rejse, som borgmesteren sammen med andre lokalpolitikere og fremtrædende embedsmænd foretog til Japan mellem den 9. og 17. maj i år.
En rejse der blev en dyr oplevelse for de københavnske skatteydere, som måtte betale 345.300 kroner for besøget i Solens Rige. Med på turen var 8 medlemmer af Borgerrepræsentationen, ligesom 5 embedsmænd gjorde dem følgeskab.
Turistoplevelser og gourmet i den japanske hovedstad
Et af turens udtalte formål var at studere byplanlægningen, som anvendes i Tokyo. Men ifølge de fremsendte bilag og det fremsendte program, bød besøget i den asiatiske storby dog også på mere turistagtige oplevelser.
Det var eksempelvis tilfældet den 14. maj, hvor Københavns Kommunes udsendte besøgte en anden af Japans storbyer, Kyoto. Med hjælp fra lokalt hyrede guider, blev der aflagt besøg både i Nijō-slottet og Tenryū-ji-templet, som er blandt verdens mest berømte budhistiske helligdomme. Som en del af besøget i templet, fik Morten Kabells delegation også lejlighed til at besøge en af områdets bambusskove.
Skulle deltagerne ikke have fået turistoplevelser nok i Kyoto, var der om lørdagen afsat tid til, at de kunne gå rundt i Tokyo på egen hånd. Eneste programpunkter den 15. maj var en frokost med formanden for en handelsstandsforening, samt en middag om aftenen på en traditionel japansk restaurant tæt på københavnernes hotel. På afslutningsaftenen blev der også kræset godt om de kommunale rejsende, som satte sig til bords på Misono Kobe Beef Shinjuku. En roterende restaurant placeret i et højhus, hvorfra gæsterne har en fremragende udsigt over Tokyo.
Under turen til Japan, fik delegationen anført af Morten Kabell også en grundig indføring i, hvordan japanerne forbereder sig frem mod OL i 2020, som afholdes i Tokyo.
——-
Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.
Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk.
Vær den første til at kommentere