DR-chef kræves fyret efter vilde Grønlands-påstande: Fyring koster skatteyderne millioner af kroner

Del artiklen her:

Det vil blive en dyr oplevelse for skatteyderne, hvis Folketingsmedlemmer fra Liberal Alliance og Dansk Folkeparti får held til at få gennemført en afskedigelse af DRs chefredaktør Thomas Falbe. Et krav der er kommet i forlængelse af en kontroversiel Grønlandsdokumentar, hvor en erklæret ekspert er en indisk økonom med speciale i marxistiske udregningsmodeller.

– Jeg synes, det er sådan en småracistisk tendens, at fordi vi anvender en økonom fra Indien, så har det ingen validitet. Det er jo, fordi der er nogle steder, hvor man særligt har interesseret sig og beskæftiget sig med koloniale forhold.

Sådan lød det tidligere på dagen fra DRs chefredaktør Thomas Falbe, da han overfor Jyllands-Posten udtalte sig om Grønlands-dokumentaren, der netop er blevet sendt på statsejede Danmarks Radio. En dokumentar der i høj grad bygger på påstanden om, at Danmark skulle have tjent 400 milliarder kroner på en grønlandsk kryolit-mine – hvilket skulle have gjort, at Grønland i økonomisk forstand har været en overskudsforretning for danskerne.

Påstanden er blevet afvist af en række danske økonomiprofessorer, som først og fremmest mener at dokumentaren sammenblander omsætning med egentlig indtjening. Et argument som dokumentarens påberåbte ekspert, den indiske imperialisme-teoretiker Arindam Banerjee fra BML Munjal University, dog afviser. Det skyldes at der ifølge ham ikke kan gøres brug af gængse regnemetoder, når det drejer sig om kolonimagters indtægter fra kolonierne.

Dokumentaren har medført krav fra medieordførere fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance om, at der skal ske afskedigelse af Thomas Falbe, som er Danmarks Radios ansvarlige for Grønlands-dokumentaren. Får højrefløjspartierne gennemført deres krav, vil det langt fra blive en billig oplevelse for skatteyderne.

Det skyldes at afskedigelser på Danmarks Radio for embedsmænd på chef- og direktørniveau, normalt medfører udbetalingen af i runde tal 1½ års løn til den afskedigede. Med en årlig samlet indtjening inklusiv ikke kun bruttoløn men også arbejdsgiverbetalte pensionsindbetalinger på omkring 1.3 millioner kroner, betyder det at skatteyderne kan se frem til en regning på omkring 2 millioner kroner, hvis den kontroversielle journalist bliver afskediget fra statsmediet.

Thomas Falbe har også været chefredaktør for andre stærkt omdiskuterede dokumentarer, hvilket eksempelvis drejer sig om 2023-dokumentaren Forfulgt af politiet? En dokumentar der mere end indikerede, at politiet havde spillet en afgørende rolle i forhold til, at en syrisk dreng enten skulle være blevet slået ihjel eller forsvundet. Kort efter at denne dokumentar blev sendt, dukkede drengen dog på en bemærkelsesværdig måde uskadt op igen – efter tilsyneladende at have opholdt sig i Tyskland igennem en længere periode.

I forbindelse med denne dokumentar nægtede Thomas Falbe at undskylde for andet, end at der var gjort brug af lydeffekter uden forbindelse til det passerede. En brug der var sket, fordi Danmarks Radio tilsyneladende ønskede at fremstille en sekvens langt mere voldsom, end hvad der var belæg for.

 

Andre artikler om lønningerne hos Danmarks Radio

Årsløn på 3.915.495 kroner ikke nok: DRs generaldirektør scorede stor lønforhøjelse i 2024

DR skjuler afgørende forhold om fratræden for generaldirektør med årsløn på 4 millioner kroner

DR ansætter igen-igen en mellemleder: Denne gang til årsløn på 715.000 kroner

Kåre Qvist kræver mørklægning af kæmpe honorar fra kommune – og åbenhed fra alle andre

Lønfesten fortsætter på DR : Menige nyansatte journalister tjener nu 630.000 kroner om året

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*