Det kan både være en dyr og besværlig affærer at bruge den kontroversielle flyttemand Benny Madsen, der er taget under personlig konkursbehandling. Samtidig verserer der minimum en politisag mod ham, hvilket omhandler flyttegods der har været forsvundet i flere år.
Når der aftales en pris med en flyttemand, er den naturlige formodning at den indgåede aftale overholdes.
Men sådan har det langt fra forholdt sig fra en svensker, som i efteråret aftalte med den konkursramte aarhusianske flyttemand Benny Madsen via firmaet Moneda, at han skulle stå for flytningen af noget af hendes indbo til den spanske ferieby Fuengirola. En by beliggende tæt på Málaga, hvor Benny Madsen tidligere har boet.
Den aftalte pris med den svenske kunde, hvis fulde navn er Journalista.dk bekendt, lød på 3.500 svenske kroner – eller hvad der svarer til 2.273 danske kroner. Men da regningen kom fra Moneda, var den pludselig steget til 5.525 danske kroner.
Eller hvad der svarer til, at Benny Madsen pludselig havde fordoblet prisen.
Da den svenske kunde nægtede at betale for den iøjnefaldende prisstigning medførte det, at Benny Madsen tilbageholdt hendes flyttegods.
Overfor Journalista.dk oplyser han i en email, at han finder både sin prisfastsætning og fremgangsmåde korrekt :
– Hun (den svenske kunde, red.) har stadig intet betalt. Hun fik i sidste uge et tilbud fra mig om et forligsmæssigt beløb, men stædigheden forbød hende at bruge fornuften. Derfor har jeg i henhold til lovgivningen sat det på lager hvor det udleveres, når der er betalt. Og hun er nu sendt til inkasso, lad dem tage sig af dette.
Benny Madsen har dog ikke overfor Journalista.dk ønsket at fortælle, hvor hans lager befinder sig. Det eneste han overfor sin kunde har oplyst er, at det skulle ligge i Fuengirola.
Hvorvidt Benny Madsen faktisk har adgang til et lager i det sydspanske, må dog anses for at være et meget åbent spørgsmål. Således har vi på Journalista.dk været i kontakt med danske flyttefolk med base i Sydspanien, ligesom vi også har forhørt os hos tidligere samarbejdspartnere til Benny Madsen. Fra alle sider lyder det, at han for år tilbage kunne bruge et lager omkring Málaga.
Svenskeren er dog langt fra den eneste, som har haft udfordringer, når det har handlet om udlevering af flyttegods fra Benny Madsen. På Journalista.dk er vi således bekendt med minimum en verserende politisag, som omhandler forsvundet flyttegods. En sag der efterhånden har flere år på bagen – og hvor det efter Journalista.dks oplysninger skulle være meget begrænset, hvad han har givet af informationer til sine kunder.
Det skyldes at han reelt kun har villet oplyse, at det ikke var ham selv eller hans firma, der stod for selve flytningerne. Men i stedet en underleverandør, han dog ikke har ønsket at oplyse navnet på.
Heller ikke overfor os på Journalista.dk, har Benny Madsen ønsket at fortælle, hvem der stod bag flytningen.
På samme måde som han heller ikke overfor os har ønsket at kommentere på den verserende politisag.
Vær den første til at kommentere