Kontroversiel flyttemand gået personligt konkurs – skylder mindst 10 millioner kroner

Foto : Benny Madsen
Del artiklen her:

Den personlige konkurs kommer i forlængelse af en række sager om tvivlsom service og brugen af underleverandører, som har følt sig dårligt behandlet af flyttemanden Benny Madsen og hans firma Bennys Transport og Montage ApS.

Konkurser er desværre dagligdag, uanset om det drejer sig om virksomheder eller fysiske personer, som i økonomisk forstand må give op. Alligevel må en verserende konkurssag ved Skifteretten i Aarhus anses for at være markant, da den i første omgang tilsyneladende ikke omhandler en konkursramt persons selskab – men kun ham selv.

Det drejer sig om flyttemanden Benny Madsen, der står bag firmaet Bennys Transport og Montage ApS. Ifølge selskabets seneste offentliggjorte regnskaber, havde det i 2023 kun en såkaldt bruttofortjeneste på 20.934 kroner, hvilket medførte et overskud på 16.045 kroner – mod 52.292 kroner det forudgående regnskabsår på baggrund af en bruttofortjeneste på 69.822 kroner.

På trods af den lille omsætning i selskabet ledet af Benny Madsen, har han alligevel i privatlivet oparbejdet en betydelig gæld, der har medført at han nu er taget under konkursbehandling.

Efter Journalista.dks oplysninger drejer det sig om, at han minimum skylder 10 millioner kroner.

Overfor Journalista.dk er det blevet oplyst, at Benny Madsen i systematisk grad skulle have misbrugt andres økonomi, hvilket eksempelvis skulle være sket ved at få dem til at lægge navn til et selskab. Det efter at han tidligere er gået konkurs, hvorfor han ikke skulle have haft mulighed for at starte et nyt op selv i eget navn. Systematikken skulle samtidig være sket ved, at han skulle have misbrugt tilliden fra nærtstående og venner, hvilket skulle have kostet dem dyrt.

Forhold der lige som andre markante dispositioner skulle have medført den personlige konkurs.

Konkursen kommer i forlængelse af, at vi på Journalista.dk de seneste måneder har været i kontakt med kunder hos Benny Madsen, der har kunnet fortælle om dårlige oplevelser. Først og fremmest i forhold til tilstanden, som flyttede genstande er blevet afleveret i.

Ligesom vi også har været i kontakt med tidligere samarbejdspartnere, der som underleverandører har stået for selve flytningerne. Herfra har det lydt, at Benny Madsen enten personligt eller via Bennys Transport og Montage ApS ikke havde overholdt indgåede aftaler.

På Journalista.dk har vi været i kontakt med Benny Madsen for blandt andet at høre, om hans selskab Bennys Transport og Montage ApS er omfattet af konkursen. Ligesom vi eksempelvis også har spurgt, hvad hans kommentarer er til gældsposterne – og beskyldningerne fra kunder og samarbejdspartnere.

I en email oplyser Benny Madsen, at han ikke ønsker at svare på spørgsmålene. Men alene at han finder, at han uretmæssigt er blevet erklæret konkurs – og at Bennys Transport og Montage ApS drives videre. Derfor har han også ifølge udsagn sammen med en advokat, bedt Vestre Landsret om at tilbagekalde konkursen.

Hvem advokaten er oplyser Benny Madsen dog ikke, men ifølge Journalista.dks oplysninger har han tidligere gjort brug af Søren B. Lindegaard fra Odense. Om det stadig er tilfældet er dog et åbent spørgsmål, da advokaten ikke er vendt tilbage på vores henvendelser.

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*