Kramer Mikkelsen fyldte rundt – og fik kæmpe reception betalt af skatteyderne

Del artiklen her:

Da den tidligere socialdemokratiske overborgmester fyldte 60, gik det ikke upåagtet hen. Den runde dag blev den fejret med en stor reception, betalt af det skatteyderfinansierede By & Havn.

– Selskabet skal på et forretningsmæssigt grundlag forestå udviklingen af selskabets arealer samt forestå havnedriften i Københavns Havn.

Sådan lyder en del af præsentationen, når By & Havn på sin hjemmeside forklarer, hvad det offentligt ejede og finansierede selskab beskæftiger sig med. Et selskab som for 95%’s vedkommende ejes af Københavns Kommune, mens de resterende 5% indehaves af den danske stat.

Hvad By & Havn dog ikke fortæller på sin hjemmeside er, at det langt fra kun er udviklingen af selskabets arealer, som kræfterne bruges på. Eksempelvis har der også været luft i budgettet til, at selskabet har kunnet betale en stor reception til sin øverste chef, den tidligere socialdemokratiske overborgmester Jens Kramer Mikkelsen.

Det fremgår af aktindsigter, som Journalista.dk har opnået hos By & Havn.

 

Reception for 300 deltagere – med bred annoncering

Ifølge de udleverede aktindsigter var der 300 spisende gæster, da By & Havn i 2011 afholdt receptionen for Jens Kramer Mikkelsen. Dette i forbindelse med ex-politikerens 60 års fødselsdag, hvilket blev fejret i selskabets lokaler på Københavns Havn.

Det var dog ikke By & Havns kantine, der stod for at levere maden til mærkedagen. Arbejdet blev i stedet lagt i hænderne på The Kitchen, som leverede 300 tapasanretninger, hvilket de modtog 45.950 kroner for. Svarende til at cateringfirmaet sad på næsten halvdelen af budgettet, da regningen i sidste ende løb op i 83.293,90 kroner.

Langt størstedelen af de resterende 37.343,90 kroner, gik til annoncering i forskellige dagblade. Således modtog eksempelvis Børsen 13.250 kroner for at indrykke annoncer om fødselsdagsreceptionen, mens Berlingske måtte tage til takke med 11.162,50 kroner.

————

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*