Niagara Falls og musical : 200.000 kroner brugt på Canada-rejse

Del artiklen her:

Canada er blandt de absolut foretrukne rejsemål i disse år for kommunale studieture. Helt i front er Vejle Kommune, som også i 2015 gæstede det nordamerikanske land – inklusiv en række turistoplevelser.

– Folkeskolereformen er den største opgave for det nuværende udvalg, og derfor er det helt naturligt at hente inspiration til den opgave i netop Ontario. De har arbejdet med en række af de samme udfordringer i en årrække.

På blandt andet denne måde fortalte Dan Skjerning, formand for Børne- og familieudvalget i Vejle Kommune, overfor Lokalavisen om den rejse, som han sammen med sit udvalg og medrejsende embedsmænd skulle på til Canada foråret 2015.

Hvad socialdemokraten dog ikke fortalte var, at det langt fra ville blive en billig oplevelse for de vejlensiske skatteborgere – der også måtte betale for en række turistoplevelser. Det fremgår i stedet af aktindsigter, som Journalista.dk har opnået hos den østjyske kommune.

Sammenlagt kostede det ifølge de fremsendte bilag 191.472 kroner, at sende Dan Skjernings delegation til Canada i maj 2015. Heraf gik de næsten 90.000 kroner til flybilletter og hotelovernatninger for de 13 deltagere, som var med på turen til Ontario.

 

Verdensberømt vandfald og musicaloplevelser på skatteborgernes regning

Det skabte luft i budgettet til, at delegationen kunne besøge Niagara Falls. En udflugt der kostede 7.760 kroner, hvilket sikrede at den kommunale top og dens udvalgte embedsmænd kunne opleve en af verdens største turistattraktioner, som hvert år besøges af over 10 millioner turister.

Turen bød også på musicalen Once, der i 2015 blev opført i Canada. Her indkøbte Dan Skjernings delegation 13 billetter, så alle medlemmer kunne komme i teatret for at se den verdensberømte Broadway-musical – hvilket løb op i 6.500 kroner.

Samtidig bød udvalgsrejsen til Canada også på gode madoplevelser tilsat en fantastisk udsigt, da vejlenserne bænkede sig på CN Tower den 6. maj 2015. En restaurant der også fungerer som et udsigtstårn, hvor i restauranten roterer 360 grader. Prisen for politikernes og embedsmændenes middag løb op i 1.964 canadiske dollars, hvilket svarer til 10.148,97 kroner – og inkluderede 500 kroner i drikkepenge.

————

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*