Der blev dækket op til 148 gæster, da Aalborgs afgående byråd i 2014 holdt afskedsmiddag med ledsagere og gæster. Regningen blev så stor, at den overskred tommelfingerreglen for kuvertpriser indenfor det offentlige.
– Vi analyserede området og fik stoppet udgifternes himmelflugt.
Sådan forklarede Aalborgs daværende borgmester, Henning G. Jensen (S), overfor DR i 2013, hvorfor det ikke var nødvendigt med besparelser. Ifølge socialdemokraten havde man i modsætning til andre kommuner taget de nødvendige forholdsregler allerede på et tidligt tidspunkt, hvorfor man undgik at skære i det kommunale forbrug.
Tilsyneladende skulle udtalelsen om at der ikke var behov for nedskæringer tages bogstaveligt, for nordjyderne har i hvert fald ikke skåret ned på den del af det kommunale forbrug, som handler om servicering af de folkevalgte. Det fremgår af aktindsigter, som Journalista.dk. Herunder også i den afslutningsfest, som blev afholdt for det afgående byråd vinteren 2014.
Her deltog ikke kun byrådet og ledende embedsmænd, men også en lang række fremtrædende nordjyder – som også tog deres bedre halvdele med til fest på skatteborgernes regning.
Den helt store udgift, var middagen bestilt hos Restaurant Papegøjen. Ifølge de udleverede bilag måtte skatteyderne finde 145.000 kroner frem, for mætte de mange sultne munde.
Perlerække af skatteyderbetalt underholdning for Aalborgs politiske elite
For at det hele ikke kun skulle handle om spisning og taler, havde kommunen for 15.000 kroner hyret dansebandet ThomaZ. En trio som ifølge dens hjemmeside spiller ”pop, reggae, rock, blues, soul og funk. Fra Helmig til John Mogensen, fra Robbie Williams til Ed Sheraan”, hvorfor der burde have været noget for enhver smag uanset politisk ståsted og forbindelse til byrådspolitikerne.
ThomaZ blev hjulpet godt på vej af Dreamland Studio, som for 7.125 kroner sørgede for at lyden i Europahallen var i orden. Samtidig blev der også stillet op til, at de skrevne og udleverede sange kunne afsynges på en fornuftig måde. Heller ikke på dette punkt havde Aalborg Kommune valgt at spare, da det kostede 2.652 kroner at få udprintet festsangene.
Derved løb de samlede udgifter til byrådsafslutningen op i 171.277 kroner, hvilket gav en gennemsnitlig kuvertpris på 1.157,28 kroner. Eller hvad der svarer til 157,28 kroner ekstra for hver af de 148 deltagere i forhold til grænsen på 1.000 kroner, som arrangementer af denne type normalt skal holde sig indenfor.
————
Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.
Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk
Vær den første til at kommentere