Assens sendte 32 mand til Canada : 650.673,85 kroner

Del artiklen her:

Canada er et af de absolut foretrukne rejsemål, når politikere og embedsmænd skal studere skoler. Blandt de besøgende har været ellers ifølge eget udsagn økonomisk pressede Assens Kommune.

– Vi skal spare 31 millioner kroner, og vi sparer de 25 millioner ved at nedjustere i antallet af kontanthjælpsmodtagere og lignende. På skole-, børne- og ældreområdet er der tale om meget små justeringer. Det bliver slet ikke i den størrelsesorden der var lagt op til.

Sådan beskrev borgmester Søren Steen Andersen overfor TV2 Fyn efteråret 2014 Assens Kommunes økonomi, da han præsenterede den fynske kommunes budgetaftale for 2015. Ifølge Venstre-manden var det dog billigt sluppet, for der var lagt op til langt større besparelser, hvilket var undgået via økonomisk tilbageholdenhed.

Assens Kommunes 2015-regnskab viser dog, at ikke alle udgifter blev nedjusteret. Det fremgår af aktindsigter, som Journalista.dk har opnået i kommunens rejser for politikere og embedsmænd. Herunder i en rejse til sammenlagt 650.673,85, som kommunens skolefolk sammen med byrådspolitikere foretog foråret 2015 til Canada.

Ifølge de fremsendte bilag, deltog i alt 32 på rejsen på de fynske skatteborgeres regning. Af dem var de fire politikere i skikkelse af socialdemokraten Lone Akselsen, Venstre-folkene Henrik Mott Frandsen og Lars Kristian Pedersen, samt folkesocialisten Lars Kristian Pedersen. Ud over politikerne var stort set alle kommunens skoleledere med på turen, der løb af stablen i perioden mellem den 11. og 18. april 2015.

 

Midler til kompetenceudvikling brugt på Canada-rejse

Canada-rejsens største udgiftspost, var meget naturligt rejseomkostningerne, der løb op i 404.950 skatteyderkroner.

Samtidig spillede det også ind, at University College Lillebælt blev betalt 128.280 kroner for at ”planlægge og gennemføre” turen til Nordamerika. En udgiftstype, der er almindelig for en lang række af landets kommuner, der har et udtalt behov for hjælp til at organisere selv kortvarige studieture. På samme måde som det også for uddannelsesinstitutioner som University College Lillebælt, har udviklet sig til en guldrandet forretning, når de agerer tourguider for politikere og embedsmænd.

For at få turens finansiering på plads, var det nødvendigt for Assens Kommune at gøre brug af såkaldte kompetenceløftsmidler på 150.000 kroner, som var blevet bevilget af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling. Tilskud der ellers ifølge et brev fra Undervisningsministeriet til landets skoler november 2014, først og fremmest skulle være gået til at højne uddannelsesniveauet hos de lærere, som manglede formelle, faglige kvalifikationer.

——-

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk.

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*