De basale hovedkrav der stilles efter de presseetiske regler til medier tilmeldt Pressenævnet kan siges at være, at der skal viderebringes korrekte oplysninger – og at de implicerede gives mulighed for at komme med deres syn på sagen.
– Jeg klager til Pressenævnet.
Sådan lyder en klassisk trussel fremsat over et medie, efter at det har bragt en artikel eller stået bag en anden form for dækning, som en af deltagerne ikke anser for at være korrekt.
Men det åbne spørgsmål er dog, hvad det faktisk er, der kan klages over – og hvad man kan opnå, ved at vinde en sag i Pressenævnet.
Den væsentlige opgave for Pressenævnet er at fastslå, om de såkaldte presseetiske regler overholdes. Nævnet kan dog kun agere overfor medier, der frivilligt har tilmeldt sig det. Såfremt der indgives et klage over et ikke-tilmeldt medie, vil Pressenævnet uden videre afvise klagen og i stedet henvise til at sagen føres ved de traditionelle domstole.
Bedømt på praksisen Pressenævnet har haft de 5 seneste år, synes der at være to problemstillinger som går igen og igen. Nemlig om oplysninger medierne har angivet i deres historier er korrekte, samt om der er sket den nødvendige såkaldte forelæggelse.
Hvorvidt der er tale om forkerte oplysninger i en artikel eller udsendelse, vil i sagens natur være en konkret vurdering. Afgørende synes dog at være, at væsentlige oplysninger er forkerte. Eksempelvis om en navngiven person er blevet tiltalt eller dømt for en forbrydelse – og ikke om den i givet fald skete på en mandag eller tirsdag. Den logiske tommelfingerregel er, at jo mere alvorlig en artikel eller dækning er, jo mere præcis skal fremstillingen være.
I modsat fald kan der i sig selv være tale om, at Pressenævnet anser de presseetiske regler for overtrådt.
En på mange måder afgørende stopklods i forhold til udgivelsen af urigtige oplysninger er, at der skal ske forelæggelse for den eller de implicerede, inden offentliggørelsen sker. Det vil sige hvor mediet kontakter den eller dem, der indgår i den forestående dækning. Det for på en loyal måde at spørge til rigtigheden af, hvad der kommer til at fremgå af artiklen eller radio- og tv-dækningen. Lige som en udtalelse fra dem der indgår i den kommende dækning, på en loyal måde skal gengives.
Bedømt på de 5 seneste års afgørelser i Pressenævnet er et stort praktisk problem, hvor lang tidsfrist et medie skal give den eller dem, man kontakter. Eksempelvis om der kan opstilles en frist for, hvor lang tid en kilde skal have til at svare på stillede spørgsmål.
Udgangspunktet synes at være, at det ikke er muligt at opstille en frist af denne type. I stedet synes kravet at være, at jo alvorligere beskyldninger der rettes mod en eller flere personer, jo længere tid skal de have til at svare på dem.
Kravet om såvel rigtighed som forelæggelse inklusiv en fornuftig svarfrist gælder som absolut udgangspunkt også, hvis der er tale om såkaldte citathistorier. Det vil sige hvor ét medie bygger sin historie på, hvad andre tidligere har skrevet eller udsendt.
Mener Pressenævnet at der er sket overtrædelse af de presseetiske regler, er sanktionen først og fremmest indrykningen af oplysninger om, at nævnet har udtalt kritik.
For onlineartikler er dette klart nemmest, eftersom der i toppen af artiklen skal fremgå, at Pressenævnet har udtalt sin kritik. Samtidig skal der linkes til Pressenævnets afgørelse, så det ad den vej bliver muligt at læse den i sin helhed.
Er der tale om radio- og tv-udsendelser, vil afgørelsen skulle omtales på en loyal måde – eksempelvis ved streaming ved at gennemgå Pressenævnets udtalelse forud for at udsendelsen går i gang og hvor udtalelsen kan findes. Omvendt ved udgivelser af artikler i papirform, hvor der på samme plads som hvor den kritiserede artikel oprindeligt blev bragt, skal ske offentliggørelse af Pressenævnets afgørelse.
Pressenævnets afgørelser er ikke at sidestille med domme, som eksempelvis drejer sig om injurier. Derfor står det også en påstået forurettet frit for efterfølgende at anlægge en retssag, uanset om nævnet har udtalt kritik eller ej.
Det er samtidig værd at have med i betragtningerne, at Pressenævnet ikke er en traditionel domstol. Det skyldes ikke kun, at nævnet alene kan udtale kritik af artikler og udsendelser, der allerede er blevet bragt. Men også at antallet af juridiske dommere i nævnet overstiges af ikke-jurister, som der har deres baggrund indenfor medieverdenen.
Hvilket jævnligt gør, at nævnets afgørelser kritiseres for at have manglende juridisk substans.
Andre artikler i serien om journalisters tilsidesættelser af de presseetiske regler
Her er journalisterne du skal passe på: Alle har tabt sager i Pressenævnet
Chef for statsfinansieret gravercenter løb fra alle aftaler: Afslørede kildes identitet
Ligeglad med kravene: Store medier forsøger at skjule nederlag i Pressenævnet
Journalisternes blinde vinkel: Laver igen og igen samme presseetiske fejl
De ansvarsfrie: Tabte sager i Pressenævnet uden betydning for journalisternes karrierer
Dyb tavshed: Langt størstedelen af kritiserede journalister nægter at tale om deres fejl
Chefredaktør om nederlag i Pressenævnet: Journalistik er ikke matematik
Forkert person pludselig forbundet med møgsag – via billede
Kendte ikke reglerne: Medie troede ikke det kunne blive draget til ansvar
Journalister bag nederlag i Pressenævnet: Spørg en anden end mig
Tabte i Pressenævnet: Troede fejlagtigt på kilde
Ekstra Blads-journalist bag kritiseret artikel: Jeg vil kun tale til baggrund
Ansvarlig journalist: Den blev vist strammet vist for meget
TV2-vært om tabt sag i Pressenævnet: Peace and love
Journalist kritiseret af Pressenævnet til modangreb: Du behøver ikke at ringe til mig
Uforbeholden undskyldning fra kritiserede journalister: Vi begik en beklagelig fejl
De presseetiske regler: Her er de vigtigste krav der skal overholdes – og hvad Pressenævnet kan gøre
Derfor fjerner vi journalisternes anonymitet i Pressenævnet – og sådan gjorde vi
Vær den første til at kommentere