DR : Vi aner ikke hvordan 25 af vores chefer er blevet ansat

Del artiklen her:

Danmarks Radios journalister kræver altid fuld åbenhed om alle andres forhold. Men det krav gælde ikke det statslige mediehus selv, når det handler om ansættelse af dets chefer.

– Det tyder på, at DR har en lige lovlig kreativ fortolkning af, hvad der kan karakteriseres som organisationsændringer.

Sådan lød det fra Karen-Margrethe Schebye, advokat med speciale i ansættelsesret, da hun tidligere på året overfor BT kommenterede på lovligheden af, at Danmarks Radio i et stort omfang har ansat chefer, uden at deres stillinger er blevet slået op. Ifølge advokaten var det langt fra altid i overensstemmelse med reglerne, når DRs chefer var blevet ansat efter såkaldte omorganiseringer, så ikke andre end de på forhånd udpegede kunne søge stillingerne.

Som Journalista.dk tidligere har kunnet dokumentere, er det langt fra stillinger i de lave lønrammer, som Danmarks Radio på den måde besætter. Det drejer sig eksempelvis om Inger Bach, der er ansat som etikchef i det statslige mediehus. Selv om hendes stilling ikke blev slået op, kunne hun inklusiv arbejdsgiverbetalte pensionsindbetalinger sætte 947.846 kroner ind på lønkontoen i 2016.

Men spørger man Danmarks Radio selv, véd de slet ikke, om mange af deres chefer er blevet ansat med eller uden jobopslag.

 

Danmarks Radio : Måske har vi brugt opslag, måske har vi ikke

Det fremgår af aktindsigter, som Journalista.dk de seneste måneder har forsøgt at få udleveret fra Danmarks Radio. Men gang på gang har Danmarks Radios juridiske afdeling udsat besvarelsen af spørgsmålene om, hvorvidt man slog stillingerne op for 35 navngivne chefer.

Først efter en række rykkere, kom besvarelsen via juristen Pernille Bruun Andersen, som i en email blandt andet skriver :

– DR har fundet dokumentation for, at stillingerne for følgende personer har været slået op:

– Peter Rosberg

– Kim Bohr

– Sandy French

– Michael Arreboe

– Malene Birkebæk

– Morten Thomsen Højsgaard

– Lars Hermann

– Kamilla Monies

– Henriette Frandsen-Melau

For så vidt angår de resterende personer i din anmodning har det ikke været muligt at fremsøge dokumentation for, at de pågældendes stillinger har været slået op. Dette kan enten skyldes

1. At stillingen har været slået op uden at dokumentation for opslaget efterfølgende er blevet gemt i vores system,

2. At personen har fået sin stilling i forbindelse med en intern omplacering som ikke krævede opslag,

3. At der har været tale om en tidsbegrænset ansættelse, som ikke oversteg 1 år,

4. At personen er blevet omflyttet i forbindelse med en seniorordning eller retræteaftale,

5. At personens stillingsbetegnelse er ændret i forbindelse med den enkeltes udvikling i personlige og faglige kompetencer,

6. Hvis stillingen forudsætter en teoretisk eller praktisk uddannelse eller viden, som kun kan erhverves ved forudgående beskæftigelse i DR eller

7. At stillingen ikke har været slået op.

Således synes Danmarks Radio ikke enten ikke at ville eller kunne oplyse, hvordan de har ansat en lang række af deres chefer. Heller ikke i forhold til, hvorvidt andre end de efterfølgende ansatte, har været klar over de ledige chefstillinger på den statslige arbejdsplads.

——-

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk.

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*