Evalueringsinstitut amok i korrekturlæsning : 4.323.750 kroner brugt på 5 år

Del artiklen her:

Umiddelbart skulle man tro, at et evalueringsinstitut som EVA var gode til at læse korrektur. Men i stedet har det været nødvendigt at bruge millioner på et konsulentfirma, hvis aftaler ikke har været i udbud.

– Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) gør uddannelser og dagtilbud bedre – gennem evalueringer, analyser og redskaber, som bidrager til at udvikle kvalitet. Vores viden bruges på alle niveauer – fra institutioner og skoler til kommuner og ministerier.

På blandt andet denne måde beskriver EVA sig selv på sin hjemmeside, hvor Danmarks Evalueringsinstitut samtidig slår fast, at evalueringen sker for at udvikle den offentlige sektor. Det med fokus på, at landets børn, unge og voksne kan få bedre muligheder for at lære og udvikle sig.

Men et område hvor EVA selv synes at have behov for at udvikle sig, er på korrekturlæsning. Det fremgår af aktindsigter, som Journalista.dk har fået i de konsulentkontrakter, som evalueringsinstituttet de senere år har indgået med eksterne leverandører.

Herunder også i de mange aftaler, som EVA har indgået med firmaet TjekSproget.dk.

 

EVA : Pris afspejler høj grad af specialisering

Ifølge de fremsendte bilag er det en ganske fornuftig forretning, som TjekSproget.dk har opbygget med baggrund i en type klippekort, som EVA har været storforbrugere af. Den offentlige myndighed har betalt 12.500 kroner inklusiv moms for hver, så de på den måde har kunnet trække på firmaet i 10 timer.

I perioden mellem 2011 og 2015 har året med den største omsætning for det aarhusianske firma været 2015, hvor skatteyderne inklusiv moms betalte præcis en million kroner, for at EVA kunne få læst korrektur på først og fremmest sine rapporter. De forudgående år lød regningen på henholdsvis 750.000 kroner, 850.000 kroner, 761.250 kroner og 962.500 kroner, således at EVAs udgifter til TjekSproget.dk i denne periode samlet er løbet op i 4.323.750 kroner.

Ifølge EVA skal betalingerne ses i sammenhæng med, hvilke typer af ydelser der leveres. Det oplyser instituttet i en email til Journalista.dk :

– Vores korrekturopgave er en meget specialiseret opgave inden for dette felt, og kræver bl.a. indsigt i uddannelsesområdets sammenhæng, særlige terminologi mv. Samtidig er det en opgave, som på forhånd er svær at skønne over, da det er noget der falder løbende og i varierende omfang. Derfor stiller den også krav til fleksibilitet og kapacitet.

——-

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk.

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*