Personlig udvikling og yoga er normalt ikke noget, man dyrker i arbejdstiden. Men sådan forholder det sig ikke i Esbjerg Kommune, hvor medarbejderne på skatteydernes regning kan lære sig selv bedre at kende.
– Der er skåret så meget på netop de allersvageste i de andre budgetlægninger, og det her er helt vildt. Man kommer ikke udenom at tilføre området midler.
På blandt andet denne måde beskrev Enhedslistens medlem af byrådet i Esbjerg, Sarah Nørris, tidligere på foråret overfor Jyske Vestkysten det chok, som ifølge hende havde ramt mange i den vestjyske by. Det i forbindelse med igangsætningen af omfattende besparelser, som de kommende år i høj grad vil ramme en række af Esbjergs svageste indbyggere.
Kravet om nedskæringer synes dog at være en ny oplevelse i fiskerbyen, hvis embedsmænd igennem de senere år er blevet sendt på skatteyderbetalte kurser, man sjældent ser indenfor arbejdstiden.
Det fremgår af aktindsigter Journalista.dk har opnået i de fakturaer, som forskellige kursusudbydere har fået honoreret indenfor de senere år.
Selvudvikling – og yoga – på skatteydernes regning
Blandt de fremsendte bilag til Journalista.dk er regninger for kurserne, der gik under betegnelsen ”Kend din tidstype” og som blev afholdt to gange med et års mellemrum. Kurser der langt fra blev en billig oplevelse for skatteyderne, som i alt måtte betale 58.151 kroner for, at en lifecoach kunne komme forbi med sine foredrag. En coach der ifølge eget udsagn, er Danmarks førende ekspert indenfor tidsplanlægning.
Selvudvikling stod også på programmet, da Esbjergs embedsmænd vinteren 2016 kunne få inspiration til at komme glad hjem fra arbejde. Det i form af foredraget ”Gå gladere hjem fra arbejde, end da du kom”, hvilket blev afholdt af en snedkeruddannet coach. Han gik uden tvivl gladere hjem fra Esbjerg Kommune, end før han holdt sit foredrag – for skatteyderne betalte nemlig 19.686 kroner for det.
Havde Esbjerg Kommunes ansatte stadig personlige udfordringer, kunne de lægge vejen forbi den gratis yoga-undervisning, som arbejdsgiveren udbød i store dele af 2016. Det under overskriften ”Yoga – få mentalt og kropsligt udbytte”.
Vær den første til at kommentere