Netop offentliggjort podcast sætter også fokus på Enhedsliste-politikeren Per Clausens CO2-udledning og sammenligner den med, hvad han kræver af andre.
Senere i dag mødes Økonomiudvalget i Aalborg Kommune, for blandt andet at drøfte, om der også for fremtiden skal ske automatisk offentliggørelse af de rejse- og repræsentationsudgifter, som de nordjyske politikere og embedsmænd pålægger skatteyderne at betale.
Indstillingen fra forvaltningen, som i sager af denne type næsten per definition følges af politikerne, lyder at den automatiske offentliggørelse af udgifterne skal ophører.
Indstillingen kommer i forlængelse af en række skandalesager, som har ramt Aalborg Kommunes absolutte top. Først og fremmest omkring eventchefen Søren Thorsts forbrug af sin repræsentationskonto på en række værtshuse i ind- og udland, hvilket har været en skandale, som også har haft afstikkere til borgmester Thomas Kastrup-Larsen. Det efter at det blev dokumenteret, at socialdemokraten havde deltaget i en våd sammenkomst med Søren Thorst, hvilket blev betalt over embedsmandens kreditkort.
Blandt de politikere i Aalborg Kommune som deltager i dagens Økonomiudvalgsmøde, er borgmester Thomas Kastrup-Larsen.
Som du kan høre i podcasten placeret øverst i denne artikel, er Kastrup-Larsens formentlige opbakning til fjernelsen af de automatiske opdateringer af rejse- og repræsentationsomkostninger på Aalborg Kommunes hjemmeside specielt iøjnefaldende, fordi han i sin første måned som borgmester tilbage i 2014, netop krævede denne form for åbenhed.
I podcasten kan du også høre, hvordan Enhedslistens rådmand i Aalborg Kommune, den tidligere Folketingsprofil og formodede spidskandidat til det forestående EU Parlaments-valg, synes at sige ét men gøre noget andet, når det handler om at leve grønt.
Vær den første til at kommentere