Niagra Falls, Anfield Road og Beatles : Turistoplevelser i kø for Gladsaxe Kommune under dyre udenlandsrejser

Del artiklen her:

357.262 kroner. Det var prisen for at sende en stor delegation fra Gladsaxe Kommune til Canada. Men ligesom ved et besøg i England, var der rig lejlighed til at få turistoplevelser med hjem på skatteydernes regning.

– Børne- og Undervisningsudvalget var på studietur til Ontario, Canada 14. – 22 november 2014 . På turen fik udvalget mulighed for ved selvsyn at se resultaterne af en lignende udviklingsproces som den, der er påbegyndt i Gladsaxe.

På blandt andet denne måde beskriver Gladsaxe Kommune på sin hjemmeside det besøg, som den københavnske forstadskommune foretog i 2014 til Canada. Derved meldte Gladsaxe sig ind i den store gruppe af kommuner, som de seneste år har besøgt det nordamerikanske land, for her at lære om dets indretning af skolesystemet.

Hvad der dog ikke fremgik af Gladsaxe Kommunes referat af Canada-rejsen var, hvad den havde kostet skatteyderne. Det fremgår i stedet af de aktindsigter, som Journalista.dk har opnået i de udenlandsrejser, som kommunen har afholdt de 5 seneste år.

Det for ikke kun at opnå et indblik i, hvor dyrt det er at sende politikere og embedsmænd på langfart. Men også for at skabe et overblik over, hvad de rent faktisk får tiden til at gå med, når de er i udlandet.

 

Dyrt Canada-besøg med indlagte turistoplevelser

Ifølge de fremsendte bilag kostede det i alt skatteyderne 357.262 kroner, da Gladsaxe Kommune det sene efterår 2014 sendte en større delegation til Canada bestående af 9 lokalpolitikere og 7 embedsmænd.

Det var dog langt fra kun de faglige indtryk, som Gladsaxes udsendte fik med sig hjem. Det blev også til et besøg i det over 500 meter høje CN Tower, som ifølge kommunens efterfølgende rapport, gav en ”enestående 360 graders udsigt over Toronto”. Samtidig var der også luft i programmet til, at der kunne aflægges et besøg ved Niagra Falls. Et verdensberømt vandfald, der årligt har besøg af over 10 millioner turister.

Turistmæssige indslag under skatteyderbetalte studierejser, er langt fra enestående i Gladsaxe Kommune. Under et besøg i Liverpool i august 2016, var der tid til et besøg i byens Beatles-museum, ligesom der også blev aflagt et besøg på det legendariske fodboldstadium Anfield Road. Rejsen til Liverpool, stod skatteyderne i 131.960,45 kroner.

——-

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk.

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*