Det går ifølge et medlem af regionsrådet i Region Nordjylland ud over det danske sygehusvæsen, at EU har indført en ny persondatalovgivning.
12.3 millioner kroner.
Så stor lyder regningen på for Region Nordjylland, når talen alene falder på overholdelsen af persondatalovgivningen GDPR. Vel og mærke kun i perioden mellem 2018 og 2020, hvor man fra regionens side blandt andet har brugt eller forventer at bruge iøjnefaldende beløb på øget sikring af såkaldt basal infrastruktur, interne tilsyn i forhold til overholdelse af de lovgivningsmæssige krav og støtte i forhold til sletning af data.
Størrelsen på udgifterne kom frem i forbindelse med et temamøde i august måned hos Region Nordjylland, hvorfra Journalista.dk har modtaget referatet. Udgifter som det dog langt fra er alle regionsmedlemmer, der er tilfredse med, at skatteyderne pålægges at afholde.
Det drejer sig eksempelvis om Dansk Folkepartis medlem af regionsrådet, Erik Høgh-Sørensen, som havde stillet en række spørgsmål til Region Nordjyllands ledelse i forbindelse med temamødet.
Regionsmedlem : Håndgribeligt bevis på at EU skader den danske sundhed
Ifølge Erik Høgh-Sørensen er der tale om, at man for at overholde en på mange måder virkelighedsfjern EU-lovgivning må afsætte ressourcer, der kunne være blevet brugt i langt bedre sammehænge.
Hvilket han overfor Journalista.dk forklarer på denne måde :
– Opgørelsen er et håndgribeligt bevis på, at EU skader sundheden i Danmark ved at stjæle ressourcer fra hospitalerne. I udgangspunktet var hensigten med databeskyttelsen GDPR sikkert god nok, men det er endt i et bureaukratisk mareridt, som skader danskernes sundhed. Når omkostningen for Region Nordjylland er i denne størrelsesorden, er samfundsomkostningen langt større, og kun advokater og konsulenter har for alvor tjent. Datasikkerheden er nok blevet større på grund af GDPR, men pengespildet er også håndgribeligt.
Vær den første til at kommentere