Spareivrig borgmester bruger over kvart million på kontor

Del artiklen her:

Designermøbler og dyre håndværkere. Det var blandt årsagerne til, at Slagelses borgere i dén grad måtte finde den store pung frem, da borgmester Stén Knuths kontor skulle indrettes.

– Det er hårde uger Slagelse Kommune som arbejdsplads er gennem. På trods af, at ca. halvdelen af næste års besparelser findes ved nedlæggelse af puljer, omplacering af anlæg, besparelser på kørsel, konsulentydelser, samt salg af jord og ejendomme, så må vi sige farvel til 147 medarbejdere/stillinger.

Så kontant lød udmeldingen fra Slagelses Venstreborgmester Stén Knuth, da han i november via et Facebook-opslag oplyste, at der var økonomisk smalhals i den sjællandske kommune. Ifølge Knuth var der tale om nødvendige nedskæringer, som havde bred opbakning i byrådet.

Hvad borgmesteren dog ikke oplyste var, at spareøvelserne tilsyneladende ikke omfattede alle dele af forvaltningen. Specielt ikke indretningen af hans borgmesterkontor, som undergik en større ombygning i 2014. Ifølge aktindsigter Journalista.dk har opnået, løb den op i 286.192,12 kroner.

En af de helt store udgiftsposter var, ud over håndværkerregninger, nye møbler, som ikke kun borgmesteren, men også hans gæster må formodes at have nydt godt af.

 

Møbelindkøb til over 100.000 kroner

Blandt møbelindkøbene var en Eilersen Airport sofa, der er såkaldt skalérbar. Det gør, at den kan tilpasses de omgivelser, som den skal placeres i – hvilket også kan aflæses på prissedlen. Ifølge de udleverede bilag fra Slagelse Kommune, løb omkostningerne til designersofaen op i 14.913,75 kroner.

Et beløb der skal ses i sammenhæng med, at kommunen også indkøbte en kontorstol til den ellers så økonomifokuserede borgmester. Den i form af en HÅG Credo-stol, som stod i 5382,50 kroner. Eller hvad der svarede til under 10% af, hvad der ellers blev indkøbt af møbler og lignende inventar til borgmesterkontoret. Det skete først og fremmest hos Scan Office Aps i Esbjerg, som i alt sendte møbler og inventar til 67.061,25 kroner til Vestsjælland. Her i blandt 8 stole i krom, som kostede 6.000 kroner inklusiv moms stykket.

Til at peppe kontoret op, købte borgmesteren samtidig ind hos en lokal kunsthandel, hvorfra der blev leveret malerier til i alt 18.500 kroner.

Samtidig fik borgmesterkontorets forskellige installationer et større eftersyn, hvilket blev udført af et Slagelse-baseret el-installatør. Elektrikerne udførte dog ikke kun service, da de også fik afsat en lang række produkter til Stén Knuths kontor. Derfor løb deres regning op i 21.017,05 kroner, hvilket også dækkede over ombygninger. El-installatørernes bistand var dog ikke tilstrækkeligt, til at færdiggøre borgmesterkontoret, hvorfor der også blev rekvireret hjælp fra Slagelse Produktionsskole.

Således var det et ny- og velindrettet kontor Stén Knuth kunne sætte sig til rette i, da han i november forberedte masseafskedigelser blandt medarbejderne hos Slagelse Kommune.

————

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*