Spildevandsværk betalte formue for Ruslands-besøg – og virksomhedsrundtur

Del artiklen her:

164.000 kroner. Så meget kostede det skatteyderne i Kolding, da byens spildevandsværk tog på studietur til Rusland. Prisen skyldtes blandt andet, at BlueKolding som et særsyn oplyste lokale virksomheder, at man gerne ville betale for rundvisninger.

– Vi arbejder for at sikre en leve- og bæredygtig verden for hinanden og de kommende generationer, og vi inspirerer kunder og samarbejdspartnere til at hjælpe. Vi klimasikrer Kolding, renser spildevandet og udnytter processerne til at producere bl.a. el, rent vand og varme.

Ambitionerne er udtalt store hos Blue Kolding, når firmaet præsenterer sig på sin hjemmeside. Her slår det kommunalt ejede selskab også fast, at det anser sin bestyrelse for at være meget professionel :

– BlueKolding har en professionel bestyrelse bestående af politiske repræsentanter samt medarbejder- og forbrugerrepræsentanter. Bestyrelsens opgave er at varetage BlueKoldings interesser til glæde for kommunens borgere og virksomheder.

På trods af en påstået meget professionel bestyrelse, valgte den alligevel i 2013 at drage på studierejse til et noget overraskende destination i form af Moskva. Det fremgår af aktindsigter, som Journalista.dk har opnået hos BlueKolding.

Aktindsigterne slår fast, at det langt fra var en billig oplevelse for de lokale skatteydere, at sende BlueKolding på langfart. De udleverede regninger fra Mangaard Travel Group viser således, at den samlede regning løb op i ikke under 164.100 kroner.

Det Åbyhøj-baserede rejsebureau, var den praktiske arrangør af studierejsen til den russiske hovedstad. Baseret på de udleverede bilag, var Mangaard Travel Group tilsyneladende også de eneste, der betalte udgifter på vegne af deltagerne under turens afholdelse.

 

Stor delegation drog øst på

Med på rejsen til Rusland i maj 2013, var en delegation på 10 fra BlueKolding anført af de politisk udpegede bestyrelsesmedlemmer Iver Pedersen, Bent Bechmann, Hans Christian Jensen og Bjarne Juel Møller. De drog øst på sammen med 6 medarbejdere fra det koldingensiske spildevandsfirma, således at den gennemsnitlige pris for Moskva-rejsen løb op i 16.410 kroner per deltager.

Her af gik en ikke nærmere angivet andel til, at BlueKoldings delegation kunne komme på besøg hos russiske kollegaer. Et besøg der ifølge de udleverede bilag var længe undervejs, for over et år inden afrejsen sendte de danske spildevandsfolk et brev til russisk spildevandscenter.

Her i oplyste koldinggenserne, at de ligefrem ville betale for at komme på et virksomhedsbesøg.

Siden Moskva-rejsen har der været udskiftning i bestyrelseslokalet hos BlueKolding, hvor formandsposten er blevet overtaget af det lokale konservative byrådsmedlem Knud Erik Langhoff.

Politikeren er dog ikke den eneste i familien, som har erhvervsmæssige interesser i selskabet. Det samme har hans søn, der er blevet ansat som lønmodtager i virksomheden. En tilknytning der er sket efter, at faderen er blevet bestyrelsesformand.

Overfor Journalista.dk oplyser BlueKolding dog, at der intet påfaldende er ved ansættelsen. Ifølge selskabet er bestyrelsesformandens søn blev ansat, på samme måde som selskabets andre medarbejdere.

————

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*