Zetland : Vi er ekstremt transparente

Kulturministeriet / Bjarke Ørsted
Del artiklen her:

Selv om det hypede medie Zetland modtager millioner af kroner i mediestøtte, har kulturministerens datter i sin ejerkreds og en anden medejer gør brug af et skattely, mener selskabet ikke at der er noget at komme efter.

Zetland, Mette Bock

– De her kriterier kan man vurdere på 100 meters afstand, om vi lever op til. Vi har i det hele taget i Danmark et armslængdeprincip, hvorfor jeg slet ikke kan forestille mig hvordan, at det konspiratoriske scenarie overhovedet kan se ud, når der sker uddeling af produktionsstøtte. Hvis man rent faktisk vil undersøge noget i den her boldgade, så burde det være innovationsmidlerne, man bør kigge på. Det er en meget svær opgave, hvor det i et lille land som Danmark er næsten umuligt at sammensætte et råd, uden at medlemmerne har personlige forbindelser til feltet af ansøgere. Det er også et problem, som kendes indenfor tildelingen af kunststøtten.

Sådan lyder det fra Jakob Moll, administrerende direktør for Zetland, oven på Journalista.dk’s artikel om, at det økonomisk udfordrede medie ansøger om mediestøtte næste gang, at der sker uddeling fra Kulturministeriet. Det selv om at det er kulturminister Mette Bock, som nedsætter udvalget bag udbetalingerne af de mange millioner – og hendes datter Silke Bock er medejer i Zetland.

Men ifølge Jakob Moll er mediestøtte ikke i sig selv afgørende for, at Zetland, på trods af et større millionunderskud i sit sidste regnskabsår, kan fortsætte driften :

– Det vil være skørt at sige, at mediestøtten ikke spiller nogen rolle. Men i forhold til den økonomi vi har haft, fylder mediestøtte omkring 20%. Resten har været penge, vi enten selv har sparet sammen eller hentet hos investorer. For en ung og agil virksomhed som Zetland, så er mediestøtten på ingen måde noget, som kan trække tæppet væk under os. Vi er langt fra dem, der er mest skrøbelige omkring tildelingen af mediestøtte. Vi håber selvfølgelig at få det, for det får vores konkurrenter.

 

Brug af Gibraltar-selskab uden betydning for Zetlands drift

En anden markant medejer hos Zetland er udenlandsdanskeren Ditlev Bredahl, hvis andel stammer fra Danmai Limited, som har base i skatteparadiset Gibraltar. En placering der dog ikke får alarmklokkerne til at ringe hos Jakob Moll :

– Jeg køber ikke præmissen. At offshore-lande bliver brugt til ulovlig eller umoralsk skattetænkning, betyder det da ikke, at alle selskaber i de lande er lyssky. Vi har ingen problemer med, at en af vores investorer har adresse på Gibraltar, og vi har aldrig stillet spørgsmål til konstruktionen, fordi den ikke virkede påfaldende for en mand, der driver forretninger over hele verden.

Den administrerende direktør for Zetland, der udtaler sig til Journalista.dk fordi Ditlev Bredahl ikke ønsker at deltage i et skriftligt interview, forklarer blandt andet dette med selskabets nuværende økonomiske situation :

– Der er endnu ikke nogle penge, der har tilflydt vores ejere. De har investeret i et risikabelt felt, og vi har ikke udloddet penge til dem endnu. De penge, vi får i mediestøtte, og som kommer fra vores investorer, går først og fremmest til løn til arbejdspladser i Danmark. Vi bruger dog – ligesom mange andre medier i Danmark – relativt mange penge på Facebook, så skal man endelig tale om skattely, så er det i mine øjne Facebook, man skal se kritisk på.

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*