Luksushotel på den legendariske Copacabana-strand, dyre flybilletter og flotte middage på spændende restauranter. Det var blandt årsagerne til, hvorfor ATPs studieture er en dyr affærer for pensionsindbetalerne.
– ATP’s primære opgave er at arbejde for økonomisk grundtryghed og at bidrage til effektiv velfærd. Det gør vi ved at skabe høje og stabile afkast på investeringer til gavn for pensionister, der modtager ATP Livslang Pension og ved at administrere velfærdsydelser godt og effektivt.
På blandt andet denne måde præsenterer ATP sig selv på sin hjemmeside, hvor det samtidig slås fast, at den statslige pensionsgigant arbejder for såkaldt økonomisk grundtryghed. Hvilket sikres ved at danskerne siden stiftelsen i 1964, hver måned er blevet tvunget til at indbetale en del af deres løn til firmaet med hovedsæde i Hillerød.
Den statslige kontrol med selskabet har blandt andet medført, at der er en række politisk udpegede bestyrelsesmedlemmer. En adgang til bestyrelseslokalet som langt fra synes at have gjort, at eksempelvis den tidligere fagforeningsboss Harald Børsting under sin ATP-tid langt fra kun havde fokus på økonomisk grundtryghed.
Det fremgår af aktindsigter opnået af Journalista.dk i blandt andet de rejser, som ATPs bestyrelsesmedlemmer og ledende medarbejdere har foretaget de seneste år.
Forkærlighed for brasiliansk samba
Ifølge de fremsendte bilag har det statslige pensionsselskabs bestyrelsesmedlemmer haft en forkærlighed for at flyve over Atlanten, hvilket er sket på både dyre og eksotiske måder.
Eksempelvis i juli 2012 hvor bestyrelsesmedlemmerne Jørgen Søndergaard, Jørn Neergaard Larsen og Harald Børsting, sammen med to ledende medarbejdere drog til Brasilien. Det for at afsøge mulighederne for investeringer i det sydamerikanske land, der på daværende tidspunkt havde en meget høj prioritet hos den daværende socialdemokratisk ledede regering.
Turen til Rio foregik på en særdeles behagelig måde for Harald Børsting, hvis flybillet i sig selv stod pensionsindbetalerne i 45.155,79 kroner. Overnatningerne skete på luksushotellet Sofitel, hvis 5-stjerner blandt andet skyldes en fantastisk udsigt over den legendariske Copacabana-strand, som kan nydes fra hotellets swimming-pool. En placering der faldt godt i tråd med, at en af de fem dage under sydens sol var reserveret til turistoplevelser.
Den samlede regning for besøget i Rio løb op i 241.399 kroner, hvilket også skyldtes indtagelsen af gourmet-mad på en af millionbyens førende restauranter.
Senere minister på dyrt besøg i Canada
Brasilien-rejsen har dog langt fra været enestående for ATP, som også i 2012 betalte for at den senere Venstre-minister Jørn Neergaard Larsen kunne komme på besøg i Canada. Det skete i forbindelse med møder, som den daværende formand for Dansk Arbejdsgiverforening blev fløjet til på en flybillet, som i sig selv stod pensionsindbetalerne i 31.686,79 kroner.
Ligesom det også har været tilfældet for en lang række af Danmarks kommuner, har Canada været destinationen for flere af ATPs udenlandsrejser. Således også i 2014, hvor bestyrelsesformanden Jørgen Søndergaard sammen med tre medarbejdere drog til Nordamerika for at deltage i et seminar. En rejse der endte med at stå pensionsgiganten i 167.254,31 kroner, hvilket gav økonomisk råderum til blandt andet at indkøbe flybilletterne til ATP-medarbejderne på 23.881,79 kroner stykket.
——-
Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.
Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk.
Vær den første til at kommentere