Når Folkemødet for første gang i to år vender tilbage i sin velkendte form, vil Kommunernes Landsforening igen være markant til stede på Bornholm.
– Det er nogle helt vilde prisstigninger, og vi skærer nu så meget ned på KL’s deltagelse, som vi overhovedet kan. Selvfølgelig skal vores bestyrelse have mulighed for at komme derover, og vi har også et telt, der skal køre og bemandes, men chefer i KL kommer i udgangspunktet ikke til at deltage.
Sådan lød det fra direktøren for Kommunernes Landsforening, Kristian Vendelbo, da han i oktober sidste år, gjorde status omkring prisudviklingen for Folkemødet overfor mediet Danske Kommuner. Ifølge direktøren for Kommunernes Landsforening, der typisk forkortes KL, var det derfor nødvendigt, for alvor at skære ned for deltagelsen fra organisationen, hvis finansiering i alt overvejende grad kommer fra medlemskommunerne og dermed skatteyderne.
Men som det fremgår af aktindsigter opnået af Journalista.dk hos KL, synes dette dog langt fra at være tilfældet. For også i år kan skatteyderne se frem til en markant regning, for at landsforeningens repræsentanter kan komme til Folkemødet på Bornholm.
Betaler næsten 200.000 kroner for minimal råderet over telt
Det skyldes først og fremmest de udgifter, som KL afholder til ikke kun indkvartering på og transport til solskinsøen, men også arrangementerne, organisationen er med til at afholde. Udgiften afholdt til arrangementer må dog anses for at være den mest iøjnefaldende, fordi KL kun i meget begrænset omfang råder over det telt på festivalpladsen, som det er med til at finansiere.
Således betaler KL i alt 190.000 kroner til Kommunernes udviklingscenter, for at kunne afholde tre arrangmenter af hver 45 minutters varighed, eksponering af KLs logoer rundt om i udviklingscentrets telt og forskellige former for praktisk hjælp under Folkemødet.
Samtidig må udgifterne til overnatninger rundt om i sommerhuse på Bornholm, også anses for iøjnefaldende. Først og fremmest fordi man hos én enkelt sommerhusudlejer, har lagt 127.484, for at få adgang til en række sommerhuse.
Udlejeren har dog givet en lille mængderabat på 5.099 kroner, som svarer til udgiften til en tegnet afbestillingsforsikring.
Vær den første til at kommentere