Titlerne synes at forsvinde hurtigere og hurtigere fra Jan Ivan Andersen, som nu har fjernet en såkaldt licentiatgrad fra sit cv, når han henvender sig til offentlige myndigheder.
Vi skal ikke mange år tilbage, før Jan Ivan Andersen, tidligere kendt som Jan Erik Andersen, havde stor succes med at udbyde i meget høj grad skatteyderfinansierede kurser for både arbejdsløse og folkeskoleelever.
Senest en kursusrække udbudt af flere sjællandske kommuner i samarbejde med arbejdsløshedskasser i forlængelse af, at Journalista.dk i samarbejde med Ugeposten fra Gribskov, der i dag er en del af Sjællandske Medier, kunne afsløre, at Jan Ivan Andersen havde opnået millionkontrakter med hovedsageligt kommuner nord for København. Det i høj grad ved at påberåbe sig at være ph.d. uddannet fra det anerkendte amerikanske Stanford University, hvorfra man dog aldrig havde hørt om ham.
I forbindelse med Jan Ivan Andersens projekter med arbejdsløshedskasser og kommunale arbejdsformidlinger, konfronterede vi den tidligere ejendomsmatador med brugen af den ikke-eksisterende ph.d.-titel. Som du kan høre i podcasten placeret øverst i denne artikel, var henvendelsen omkring brugen af den falske ph.d.-titel tydeligvis ikke én, som han havde lyst til at svare på. Ligesom det også synes at svæve noget i luften, hvad hans påberåbte erfaring fra IBM præcis består i – hvis den faktisk eksisterede.
Som du kan høre i podcasten fortalte Jan Ivan Andersen, at han som minimum skulle have været tilmeldt den såkaldte licentiatuddannelse på Københavns Universitet. Herfra lød meldingen dog, at man hverken kunne af- eller bekræfte, om Jan Ivan Andersen havde gået på uddannelsen eller havde afsluttet den.
En formulering Københavns Universitet typisk anvender, når der påberåbes ikke-eksisterende universitetsgrader. Eksempelvis var det også denne formulering uddannelsesinstitutionen brugte, da sagen om Katherine Diez ramte medierne.
Men som det fremgår af aktindsigter opnået af Journalista.dk hos Jan Ivan Andersens nuværende arbejdsgiver, ZBC i Næstved, er lic.-titlen nu også fjernet fra cv-et.
Tilbage står alene, at han er uddannet cand. polit. fra Københavns Universitet, hvilket skete tilbage i 1985.
Jan Ivan Andersen startede ansættelsen hos uddannelsesinstitution i Næstved, der udbyder en række forskellige erhvervsuddannelser indenfor eksempelvis byggeri og fødevarer, i august i år – hvilket er sket til en månedsløn på 45.751 kroner.
En løn der er inklusiv en særlig seniorbonus.
Andre artikler om Jan Ivan Andersen
Falsk doktor fra Stanford slår til igen: Scorer nye kæmpekontrakter med offentlige myndigheder
Arbejdsløshedskasse om kurser arrangeret af falsk ph.d.: Kursister har klaget over indholdet
Falsk ph.d. amok: ”Du er en lille alkoholiseret journalist, der bor i en lille bitte lejlighed”
Vær den første til at kommentere