Maria Rørbye Rønn tjener over 3.5 millioner kroner om året. Men i 2014 var det ikke nok for DRs generalsekretær, som midt under en fyringsrunde fik udbetalt en stor bonus – ligesom mange andre af Danmarks Radios topfolk.
– Det har været en fuldstændig rædselsfuld dag med grædende folk i DR Byen, og folk, der har været helt rundt på gulvet.
Sådan lød det fra DR-tillidsmanden Anne Serlev overfor Danmarks Radios hjemmeside, da det statslige mediehus i 2014 foretog en større fyringsrunde. Ud over en række frivillige aftrædelsesordninger sagde DR farvel til omkring 150 af Anne Serlevs kolleger, hvilket blandt andet gik ud over fremtrædende journalister som Anja Bo, Christian Gundtoft og Niels Lindvig.
Det var dog langt fra alle steder i DR-Byen, at der var gravkammerstemning. På direktionsgangen var der i stedet grund til brede smil, da en lang række af Danmarks Radios topfolk dette år fik udbetalt store bonuser.
Det fremgår af aktindsigter, som Journalista.dk har opnået i DR-toppens løn. Derved også i de såkaldte engangsvederlag, som direktionsmedlemmer fast har modtaget igennem de 5 seneste år.
Generaldirektør modtaget 150.000 kroner i fyringsår
Største modtager af engangsvederlag, har været generaldirektøren Maria Rørbye Rønn. Både i 2012 og 2014 fik hun et ekstra tilskud til lønkontoen, hvilket i alt beløb sig til 225.000 kroner. I 2014, hvor hun var øverste ansvarlige for de mange afskedigelser, modtog hun en bonus på 150.000 kroner, mens det i 2012 blev til 75.000 kroner ekstra lønkroner.
2014 var også året, hvor direktøren for DR Medier, Gitte Rabøl, sikrede sig et engangsvederlag på 150.000 kroner. Det på trods af, at hendes faste løn udgør 2.027.008 kroner – og således langt fra befinder sig i lønklasser, hvor udbetalinger af denne størrelse for alvor kan mærkes.
Beløb på 150.000 kroner er langt fra enestående, når der skal udbetales engangsvederlag til DR-toppen. Ifølge aktindsigterne fra Danmarks Radio udleveret til Journalista.dk, har Ulrik Haagerup, direktør DR Nyheder, også modtaget 150.000 kroner i bonus.
Det skete i 2013, ligesom han i 2011 fik suppleret sin sædvanlige løn på 1.954.704 kroner med et engangsvederlag på 60.000 kroner.
Underholdningschef fik engangsvederlag to gange på ét år
Også medarbejdere uden sæde i DR’s direktion, har de senere år har modtaget store engangsvederlag. Blandt dem underholdningschefen Jan Lagermand Lundme, som eksempelvis i 2014 modtog 55.000 kroner ud over sin normale løn, hvilket endda skete ad to omgange.
Først modtog han 5.000 kroner, hvilket tilsyneladende langt fra var nok, for samme år ydede ledelsen endnu en bonus på 50.000 kroner.
Brugen af engangsvederlag til DR-medarbejderne må anses for så udbredt, at der reelt er tale om faste tilskud til i forvejen særdeles fornuftige lønninger.
Et typisk eksempel er chefen for DR Jura, Peter Skov, som i perioden mellem 2011 og 2015 har modtaget 165.000 kroner i engangsvederlag – svarende til en gennemsnitlig årlig ekstraudbetaling på 33.000 kroner. Ligesom Jan Lagermand Lundme, har han modtaget to engangsvederlag i løbet af et enkelt år.
Det skete i 2014 hvor den juridiske chef først modtog 15.000 kroner, for efterfølgende at få endnu en udbetaling på 30.000 kroner.
————
Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.
Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk
Og der er ikke een i regeringen (åbenbart), der reagerer på dette VANVITTIGE FRÅS !!!